Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/11-13   -   Pressemeddelelse

Videnskabsteori, embedsmænd og organisationsanalyse - vinderne af Lærebogsprisen 2013 er fundet

Samfundslitteratur belønner igen de bedste ideer til nye lærebøger. Lærebogsprisen på 100.000 kr. går i år til antropolog Inger Sjørslev. Særpriser på 25.000 kr. uddeles til forskere fra CBS, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Samfundslitteratur og Martin Krasnik overrækker priserne på BogForum.

Danmarks største faglitterære pris går til Inger Sjørslev fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet. Hun får prisen for ideen til lærebogsprojektet Sandhed og genre - analyse, videnskab og skrift i antropologien.

Juryens begrundelse lyder bl.a.:
"Inger Sjørslevs projektforslag løfter på meget kvalificeret vis den svære opgave at hjælpe studerende til at forstå de grundlæggende kvalitetskriterier i det at arbejde i en akademisk fagdisciplin. Hun skriver sig således godt ind i en tid, hvor kvaliteten i universitetsuddannelserne er til debat.

Med sit store faglige overblik kombinerer forfatteren grundlæggende og aktuelle videnskabsteoretiske spørgsmål med et indblik i, hvordan den analytiske proces faktisk foregår via analytisk, metodisk og skriftligt praktisk arbejde. "

Foruden hovedprisen uddeler Samfundslitteratur to særpriser på 25.000 kr.

Den ene går til et bogprojekt om centraladministrationen og de "systemfejl", der knytter sig til magtspillet mellem ministre og embedsværket. Bag projektet står Pernille Boye Koch fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet og Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Christian Frankel og Kjeld Schmidt fra Institut for Organisation på CBS tildeles den anden særpris for deres idé til en lærebog om det håndværk, der ligger i at gennemføre en god organisationsanalyse.

Uddelingen finder sted lørdag 9. november kl. 16 på BogForum i Bellacenter på Samfundslitteraturs stand C2-020, hvor Martin Krasnik er vært.

Lærebogsprisen er Danmarks største faglitterære pris og uddeles af Samfundslitteratur på 9. år. Den adskiller sig fra andre litterære priser ved at blive tildelt en bog, der endnu ikke er skrevet. I stedet handler det om den gode idé. Formålet med prisen er således at inspirere til at skabe nye lærebøger til de videregående uddannelser inden for humaniora, samfunds- og naturvidenskaberne.

Vinderprojekterne udkommer hos Samfundslitteratur i 2014.

Læs mere om prisen, om tidligere vindere og om Samfundslitteratur på laerebogsprisen.dk

Ønskes interviews med vinderne, kontakt venligst Samfundslitteraturs markedsføringsafdeling:
Tlf. ( 45) 3815 3882 eller pj@samfundslitteratur.dk


Relevant information

laerebogsprisen.dk
www.laerebogsprisen.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Samfundslitteratur
Rosenørns Allé 9
1970 Frederiksberg , Danmark

  +45 44 22 38 82

http://www.samfundslitteratur.dk

Modtag nyheder fra Samfundslitteratur på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire