Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/08-10   -   Pressemeddelelse

Socialt Leder Forum: Giv os tid til at lede og udvikle

I et åbent brev til formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg, beder Socialt Leder Forum nu om forståelse for, at der er akut behov for mindre bureaukrati og brug for mere tid til ledelse på det specialiserede socialområde:

- Vi vil meget gerne samarbejde med KL om at udvikle strukturer, der kan være med til at optimere indsatsen, og som kan være med til at inkludere de meget dyre enkeltforanstaltninger i de eksisterende tilbud, siger direktør Ib Poulsen, Socialt leder Forum:

- Men bureaukratiseringen af det sociale område har taget overhånd med alt for meget fokus på resultat- og målstyring samt præstationsmålinger. Så meget, at vi næsten ikke har tid til andet.

- Det giver os ikke et tilstrækkeligt ledelsesrum i en kompleks og foranderlig virkelighed, mener Socialt Leder Forums direktør og tilføjer:

- De mange dygtige ledere og medarbejdere i den sociale sektor har både de ledelsesmæssige og uddannelsesmæssige ressourcer, men vi mangler friheden til at handle. Derfor håber jeg, at KL med Jan Trøjborg som formand vil tage imod vores ønske om samarbejde, for vi vil i hvert fald gerne stille vores viden til rådighed for KL, siger direktør Ib Poulsen, Socialt Leder Forum.

Om Socialt Leder Forum

Socialt Leder Forum er en landsdækkende interesseorganisation for ledere og mellemledere på bo-, samværs- og aktivitetstilbud for udviklingshæmmede.

Formålet med foreningen er blandt andet at formidle viden og udveksle erfaringer om det socialpædagogiske arbejde med fysisk/psykisk udviklingshæmmede, at igangsætte og følge udviklingsarbejdet på området og sætte fokus på behovet for lederudvikling og lederuddannelse.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger om Socialt Leder Forum, kontakt venligst sekretær Pia Møller, telefon 64 71 59 93 eller send en e-mail til mail@socialtlederforum.dk.

Vedlagte fotos er til fri afbenyttelse mod akkreditering af fotografen Geir Haukursson.

Bilag: Socialt Leder Forums åbne brev til Jan Trøjborg.

Åbent brev til Jan Trøjborg, formand for KL.

Kære Jan Trøjborg

Socialt Leder Forum har med interesse fulgt debatten den sidste tid om de store nedskæringer der mærkes på det specialiserede socialområde. Socialt Leder Forum der repræsenterer tilbud til udviklingshæmmede anerkender også at der på nogle områder er sket en glidning mod dyrere pladser. Årsagerne er velbeskrevet i Deloittes rapport, øgede lønudgifter med baggrund i overenskomstmæssige forhold, dyrere enkeltforanstaltninger og flere borgere der efterspørger specialtilbud.

Socialt Leder Forum repræsenterer en lang række tilbud der har stor specialviden på området, og der er sket en stor udvikling af behandlingstilbuddene de seneste år. Det er sket samtidig med at bureaukratiseringen af hele den offentlige sektor har taget overhånd og trængt ledelsen på tilbuddene for udviklingshæmmede. Vi har behov for at få frigjort tid til ledelse og innovation og det sker ikke ved at have stram fokus på resultat- og målstyring og præstationsmålinger. Det giver ikke et tilstrækkeligt ledelsesrum i en kompleks og foranderlig virkelighed.

Socialt Leder Forum vil gerne tage mod den fremstrakte hånd til samarbejde.

Vi vil gerne samarbejde om udvikling af området. Vi samarbejder gerne om at udvikle strukturer, der kan være med til at optimere indsatsen, og som kan være med til at inkludere de meget dyre enkeltforanstaltninger i de eksisterende tilbud. Ledelse og medarbejdere har de ledelsesmæssige og uddannelsesmæssige ressourcer, vi mangler friheden til at handle.

Vi ser frem til et samarbejde og stiller gerne viden til rådighed for KL.

Med venlig hilsen
Direktør Ib Poulsen
Socialt Leder Forum

Relevant information

http://www.socialtlederforum.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Socialt Lederforum
Kochsgade 31A
5000 Odense C, Danmark

  64 71 59 93
  30 64 83 39

http://www.socialtlederforum.dk

Modtag nyheder fra Socialt Lederforum på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire