22/11-11
-
Pressemeddelelse
Spiir sætter turbo på Lån og Spars netbank
Bankkunder vil begejstres og derfor lancerer Spiir A/S og Lån & Spar Bank A/S i dag et samarbejde, der sætter turbo på kundernes netbank.
Spiir er en gratis webtjeneste, der siden juni 2011 har hjulpet mere end 30.000 danskere med at få et knivskarpt overblik over deres forbrug. Det sker ved, at brugerne henter deres netbankdata ind i Spiir, som automatisk kategoriserer og visualiserer forbruget. På den måde kan man nemt se, hvad man har brugt på fx dagligvarer, tøj og cafébesøg. For mange af brugerne har Spiir været en længe savnet tjeneste, der har gjort en afgørende forskel for deres privatøkonomi.
Med samarbejdet hentes Lån & Spars kunders anonymiserede forbrugsdata automatisk ind i Spiir, hvilket har stået højt på ønskelisten hos brugerne i Spiir.
Bankdirektør i Lån & Spar, Jesper Schiøler udtaler: "Med det nye værktøj får kunderne en ny vinkel på deres forbrug. Økonomisk overblik har alle dage været en mærkesag for banken."
"Finanssektoren har gennem de sidste par år gennemgået en omfattende troværdighedskrise, men vi ser dette samarbejde som et klart vidnesbyrd om, at finanssektoren nu er i færd med at bryde tendensen med at lave det hele selv og at lukke sig om kunden. Ved at stille åbne, gennemsigtige og fremadrettede løsninger til rådighed for kunderne, viser banken i stedet sine kunder tillid", udtaler Rune Mai, medstifter i Spiir.
Mark Mayland har brugt Spiir siden lanceringen i juni og udtaler: "Spiir er den service som jeg ville ønske, at min bank havde tilbudt mig for lang tid siden - simpelthen fordi den er med til at fjerne dårlig samvittighed og skabe overskud."
Kunder i Lån & Spar kan tilgå spiir.dk via Lån & Spars netbank og alle andre kan tilmelde sig gratis på spiir.dk.
"Spiir har inviteret alle danske banker til at følge de massive ønsker fra brugerne og etablere integration til Spiir. Vi forhandler i øjeblikket med yderligere en række banker om at etablere samarbejder, der giver kunderne den ønskede integration", siger Ole Kassow, medstifter i Spiir, og slutter: "Det er i bund og grund kundernes data og vores håb er, at alle bankerne vil lytte til deres kunder".
Relevant information
http://www.spiir.dk
Firma
Spiir A/S
Mejlgade 48B, 2.TH
8000 Aarhus,
Danmark
+45 31 43 12 70
+45 31 43 12 70
http://www.spiir.dk