16/11-16
-
Pressemeddelelse
Pjece giver information til gravide, der er nye i Danmark
Gravide, der er nye i Danmark, for eksempel i forbindelse med asylansøgning eller familiesammenføring, kan fremover hente information i en ny pjece om det danske sundhedsvæsens tilbud i forbindelse med graviditet og fødsel. Pjecen beskriver blandt andet de tilbud, der er til gravide i Danmark, hvilke vitaminer og mineraler man skal tage under graviditeten, og hvad man skal gøre, hvis man for eksempel får blødninger eller plukveer.
"På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er der information, som man ikke har adgang til, hvis man ikke kan læse dansk. Derfor samler vi nu de vigtigste pointer i en pjece, som kommer på fire forskellige sprog," siger Annette Poulsen, der er sundhedsplejerske i Sundhedsstyrelsen.
Pjecen indeholder også information om danske skikke i en række situationer, for eksempel at det er normalt at have faderen eller andre familiemedlemmer med til fødslen.
"Vi er rigtig glade for at give sundhedspersonalet muligheden for at give de gravide noget skriftlig information med hjem, som de kan læse i ro og mag og vende tilbage til, hvis de bliver i tvivl om noget. Når man er ny i et fremmed land, er meget anderledes end dér, hvor man kommer fra, og det kan virke meget overvældende," siger Annette Poulsen.
Pjecen er udviklet i samarbejde med en jordemoder, en sundhedsplejerske, en konsultationssygeplejerske og en sygeplejerske fra indvandrermedicinsk klinik samt tolke og er primært målrettet gravide asylansøgere og gravide, der har fået opholdstilladelse for nylig. Den kan med fordel suppleres af pjecen Sunde vaner før, under og efter graviditet, som sætter fokus på livsstil under graviditeten, og som findes på 8 sprog.
Pressekontakt
Annette Poulsen
Sundhedsplejerske, MSP, IBCL
72 22 75 97
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk