10/01-17
-
Pressemeddelelse
Sundhedsberedskab i regioner og kommuner
Sundhedsstyrelsen har revideret vejledningen om planlægning af sundhedsberedskabet fra 2011, der beskriver, hvad regioner og kommuners sundhedsberedskabsplaner bør indeholde. Vejledningen har øget fokus på krisestyring og strategisk ledelse.
Øget fokus på ledelse under krisen
Vejledningen er tænkt som et værktøj til regioner og kommuner, når de skal opdatere deres planer.
Der er blevet udpeget to centrale områder i vejledningen: Krisestyring og strategisk ledelse, som de centrale i sundhedsberedskabet både i forhold til planlægningen af og den operative indsats ved større hændelser. Derfor er de to området beskrevet ekstra grundigt.
Vejledningen sætter samtidig fokus på vigtige faglige emner som psykosocial indsats og genopretning efter en beredskabshændelse.
"Vi har præciseret i vejledningen, hvad der skal være styr på, hvis man skal indkvartere evakuerede personer eller pårørende. Desuden har vi beskrevet, hvad kravene er til den krisestøtte og opfølgende behandling, som man som borger kan have brug for efter en alvorlig hændelse", siger Nanna Grave Poulsen, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
Genopretning er en ny opgave i vejledningen
Genopretning står beskrevet som en ny kerneopgave i krisestyringen. Genopretning handler om, hvordan man kan få en hurtig tilbagevenden til den normale drift. Vejledningen anbefaler, at regioner og kommuner allerede fra starten af en beredskabshændelse overvejer, hvordan man hurtigst muligt kan normalisere situationen igen til gavn for patienter, borgere og medarbejdere.
Samlingen af bilag indeholder desuden nye valgfrie skabeloner. Skabelonerne kan for eksempel bruges, når regioner og kommuner planlægger og gennemfører møder i krisestyringsorganisationen, eller når de skal skabe og fastholde et overblik over situationen, evakuere sygehuse eller evaluere indsatsen ved hændelser og øvelser.
Pressekontakt
Nanna Grave Poulsen
Specialkonsulent
93 51 43 01
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk