19/12-13
-
Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen udsender forebyggelsespakke om stoffer
Sundhedsstyrelsen offentliggør en forebyggelsespakke om stoffer. Forebyggelsespakken er den sidste af i alt 11 pakker med anbefalinger til kommunernes forebyggende arbejde.
Forebyggelsespakken om stoffer er et planlægningsværktøj, der skal støtte kommunerne i deres arbejde for at forebygge brug af stoffer. Pakken har fokus på unge, da de har det højeste eksperimenterende brug af stoffer.
"God trivsel og fastholdelse i uddannelse og job er nogle af de faktorer, som beskytter mod at den unge udvikler stofbrug. Kommunen er en hel central aktør i at sikre sunde rammer for de unges hverdag og fremme af deres trivsel. Kommunen er også en vigtig medspiller, når der skal samarbejdes med andre parter om forebyggelse af stofbrug, for eksempel på ungdomsuddannelserne", siger Else Smith, administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.
Forebyggelsespakken har særligt fokus på de miljøer, hvor de unge færdes, så som skole, ungdomsuddannelser og festmiljøer.
Sundhedsstyrelsens årsrapport over narkotikasituationen i Danmark fra 2013 viser blandt andet, at:
19 procent af unge under 25 år angav at have et aktuelt brug af hash i 2010, mens dette var steget til 24 procent i 2013. Forbruget af hårde stoffer er derimod faldet gennem de seneste år.
Andelen, der har erfaringer med andre stoffer end hash, er højere blandt unge med forældre med kort uddannelse (16 procent), sammenlignet med unge med forældre med længerevarende uddannelse (10 procent).
Forebyggelsespakken indeholder blandt andet en anbefaling om, at kommunerne samarbejder om forebyggelse af brug af stoffer med de lokale ungdomsuddannelser, det vil sige erhvervsskoler, gymnasiale uddannelser og produktionsskoler med videre. Samarbejdet skal styrke institutionernes indsats med rusmiddelpolitikker, handleplaner, trivselsfremme, tidlig opsporing og rådgivning til de unge.
Pressekontakt
Jette Jul Bruun
Enhedschef
7222 7539
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk