25/02-14
-
Pressemeddelelse
Tilbud om screening for kræft i tyk-og endetarm
Et landsdækkende tilbud om screening for kræft i tyk-og endetarm bliver indført d. 1. marts 2014. Screeningen er et tilbud til mænd og kvinder i alderen 50-74 år.
Screeningsprogrammet indeholder et tilbud om, at man kan få en undersøgelse for usynligt blod i afføringen. Undersøgelsen giver mulighed for at opdage forstadier til kræft (polypper) og/eller kræft i et tidligt stadie, hvilket både kan medvirke til en mere skånsom behandling og en forbedret mulighed for helbredelse.
OM SCREENINGSPROGRAMMET
Deltagere i screeningsprogrammet vil blive inviteret til at sende en afføringsprøve ind til undersøgelse for usynligt blod. Bliver der fundet blod i afføringen, vil man få et tilbud om en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen (koloskopi). Hvis der ved denne kikkertundersøgelse findes forstadier til kræft (polypper), vil de blive fjernet. I tilfælde af, at der bliver fundet mange eller store polypper, vil man blive tilbudt en opfølgende kikkertundersøgelse efter 1-3 år. Hvis der ved kikkertundersøgelserne findes kræft i tarmen, vil man blive tilbudt henvisning til pakkeforløb med henblik på behandling.
I begyndelsen vil der være 4-5 år mellem screeningsrunderne, og herefter vil der være tilbud om screening hvert andet år.
INFORMATION OM SCREENINGEN
Sundhedsstyrelsen har skrevet en informationspjece, som beskriver det nye tilbud om screening for kræft i tyk-og endetarm. Pjecen er til de personer, der bliver tilbudt at deltage i screeningsprogrammet.
Pjecen beskriver undersøgelsens fordele og ulemper, risikoen for falsk positive og falsk negative svar samt mulighederne for at få behandling i tilfælde af sygdom. Informationen skal hjælpe den enkelte med at tage stilling til screeningstilbuddet på et informeret grundlag.
Pressekontakt
Helene Probst
Overlæge
72 22 74 61
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk