Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/03-14   -   Pressemeddelelse

Hvad rimer på gjort.?

Er du fyldt 50 år, så dumper der muligvis et brev ind af din brevsprække i disse dage. Brevet er fra Region Hovedstaden og er et tilbud til alle danskere i alderen 50 til 74 år om at blive screenet for tyk- og endetarmskræft

Tilbuddet er frivilligt, men gives, da tarmkræft er en af de hyppigste kræftformer og rammer én ud af 20 - fortrinsvis personer over 50 år. Her i Regionen er der 471.000 borgere mellem 50 og 74 år. De vil i løbet af de næste fire år modtage tilbuddet.

Tag afføringsprøve
I brevet er der et prøvesæt, som består af en serviet til at lægge i toilettet, en lille pind til at tage prøven med og en væskeholdig beholder. Prøvepinden er en lille børste man tager afføringsprøven med, og herefter puttes den i beholderen og sendes i vedlagte svarkuvert til Gentofte Hospital. Her undersøger eksperter, om der er tegn på usynligt blod i afføringen.

I brevet er det nøje forklaret, hvordan du bruger prøveudstyret. Viser det sig at der er spor af blod i afføringen, vil man blive indkaldt til en fuld kikkertundersøgelse af tarmen.

- Deltager man i screeningen, kan risikoen for at dø af tarmkræft nedsættes med 25 procent, siger overlæge, Morten Rasmussen fra Bispebjerg Hospital.


Hvorfor screeningen
Formålet med screeningen er at opdage tarmkræft så tidligt som muligt, så man kan få behandling hurtigst muligt, det giver bedre chance for overlevelse. Opdages kræften tidligt, får man en mere skånsom behandling.

Desuden vil man i nogle tilfælde opdage forstadier til kræft og fjerne dem, så de ikke senere udvikler sig til kræft. Det er dog langt fra alle forstadier der udvikler sig til kræft, men vi ved ikke hvilke, så derfor er man nødt til at fjerne alle forstadier.

Afføringsprøver er ufarlige, men cirka seks procent vil have blod i afføringen og vil blive indkaldt til en kikkertundersøgelse af tarmen. Kikkertundersøgelsen kan være lidt ubehagelig og have en meget lille risiko for komplikationer i form af blødning og hul på tarmen.

- Tarmkræftscreeningen vil kun have en effekt hvis du deltager, siger Morten Rasmussen.

PRAKTISKE INFORMATIONER:

Din fødselsmåned bestemmer, hvornår du indkaldes. Forventet årstal for første invitation. De ældste borgere vil være blandt de første og ellers sker indkaldelsen efter din fødselsdag:

Er du født i juni, april, september inviteres du i 2014
Er du født i november, august, januar inviteres du i 2015
Er du født i maj, juli, oktober inviteres du i 2016
Er du født i marts, februar, december inviteres du i 2017

Disse svar kan du få
Du vil inden for ca. 10 dage, efter du har indsendt din prøve, modtage et skriftligt svar.

Hvis der ikke er noget unormalt ved din prøve, vil du blive indkaldt næste gang, det er din tur til at blive screenet.
Hvis der er fundet tegn på usynligt blod i din prøve, vil du få tilbud om en kikkertundersøgelse. Du bliver indkaldt til kikkertundersøgelsen, så den bliver foretaget inden for 14 dage
Kikkertundersøgelsen foregår på regionens kirurgiske afdelinger på

Nordsjællands Hospital,
Bispebjerg Hospital,
Hvidovre og Amager Hospitaler,
Herlev Hospital og
Bornholms Hospital
Du vil blive tilbudt screening tæt på din bopæl.

Mistanke om kræft
Ved mistanke om kræft i tyktarm eller endetarm sættes pakkeforløbet i gang. Der er flere måder at behandle kræften på, og den behandling der vælges afhænger af, hvor fremskreden kræften er.

Pressekontakt

Morten Rasmussen
overlæge Ph.D, Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital
  22 92 96 71
  21 32 02 51

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire