Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/05-14   -   Pressemeddelelse

Over 1000 årlige opkald til Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt

1085 gange blev Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt alarmeret uden for almindelig arbejdstid i 2013 og 1358 gange i 2012. Det fremgår af en ny årsrapport fra 2012 og 2013 om beredskabsvagten, som varetages af embedslægerne.

Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt er en døgnbemandet vagtordning, der rådgiver ved akutte sundhedsfaglige henvendelser fra andre offentlige myndigheder. Rapporten fortæller, hvor mange henvendelser vagtordningen fik uden for embedslægernes almindelige åbningstid.

Langt de fleste af opkaldene til Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt i 2013 (57,9 procent) handlede om retslægelige ligsyn og 21,9 procent af opkaldene handlede om meningitis og andre smitsomme sygdomme. De restende opkald handlede om miljøsager, biologisk beredskab, fødevareforgiftning, sundhedsjuridiske spørgsmål og andet.

Fra 2012 til 2013 har der været et fald i antallet af henvendelser om retslægelige ligsyn fra 881 henvendelser i 2012 til 622 henvendelser i 2013. Det skyldes primært, at politiet har skærpet kravene til de sundhedsfaglige oplysninger, der skal være klarlagt, inden der tages kontakt til embedslægen. Oplysningerne er ofte svære at skaffe for politiet om natten og i weekenderne. Derfor må sagerne ligge til førstkommende hverdag, hvor det ikke længere er nødvendigt at kontakte Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt udenfor normal åbningstid.

Hovedparten af miljøspørgsmålene drejer sig om akutte vandforureninger, hvor Sundhedsstyrelsens beredskabsvagt vurderer, om der skal iværksættes drikkeforbud af det vand, der bruges i husholdningerne. Spørgsmålene om sundhedsjura kommer ofte fra hospitaler, der søger rådgivning i forbindelse med psykiatriske patienter eller inhabile behandlingskrævende patienter.

Pressekontakt

Anette Lykke Petri
Embedslæge
  +45 72 22 79 29

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire