Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/05-14   -   Pressemeddelelse

Sundhedsstyrelsens uddannelsespriser

Tirsdag den 13. maj uddeler Sundhedsstyrelsen uddannelsespriser til to hospitalsafdelinger, der er særlig gode til at videreuddanne læger i Danmark

Sundhedsstyrelsens uddannelsespris går i år til Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital. Afdelingen er valgt på baggrund af en rapport fra Sundhedsstyrelsens inspektorer, der er et korps af læger, som er udpeget af de videnskabelige selskaber. Lægerne fra Inspektorordningen tager rundt og vurderer landets uddannelsesafdelinger for at kvalitetssikre og udvikle uddannelsen af yngre læger. Inspektorerne vurderer afdelingerne på 16 temaer og giver dem scores mellem 1 og 4. De 16 temaer er eksempelvis om der bruges uddannelsesplaner, om lægen introduceres tilstrækkeligt til afdelingen, om arbejdstilrettelæggelsen tager hensyn til uddannelsen, og om der er et godt uddannelsesmiljø på afdelingen.

Lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital, der løber med årets hovedpris, har formået at få scoringen helt i top med et gennemsnit på 3,9. Derudover har inspektorerne fundet det meget positivt, at alle afdelingens vejledere har været på vejlederkursus, og at afdelingen sikrer et godt match mellem den enkelte hovedvejleder og den uddannelsessøgende læge. Afdelingen har høj forskningsaktivitet, og der arbejdes aktivt med individuelle uddannelsesplaner.

HØJDESPRINGERPRISEN

Sundhedsstyrelsens anden uddannelsespris, den såkaldte højdespringerpris, går i år til Nefrologisk afdeling på Herlev Hospital. Afdelingen har flyttet sig fra en gennemsnitsscore i 2010 på 1,9 til et gennemsnit på 3,4 i 2013. Sundhedsstyrelsens inspektorer fremhæver, at afdelingen har gode supervisionsmuligheder samt giver en god introduktion til afdelingen, så de yngre læger føler sig godt rustet til opgaverne. Derudover har afdelingen sørget for væsentlige forbedringer af den systematiske undervisning, samt en arbejdstilrettelæggelse, som i vid udstrækning tager hensyn til lægernes videreuddannelse.

MERE FOKUS PÅ UDDANNELSE

"Formålet med Sundhedsstyrelsens uddannelsespriser er blandt andet at fastholde fokus på lægernes videreuddannelse i den kliniske hverdag. Det kan være en udfordring i en tid præget af forandring og omstrukturering af sundhedsvæsenet med nye supersygehuse og sammenlægning af afdelinger" siger Birte Obel, der er chef for Styrelsens Enhed for Uddannelse og Autorisation.

"Inspektorordningen er med til at holde fokus på udvikling af uddannelseskvaliteten, så vi fortsat uddanner læger til et sundhedsvæsen, som leverer ydelser af høj kvalitet. Derfor er det vigtigt, at ordningen evalueres og justeres så den også i fremtiden kan kvalitetssikre lægernes uddannelse," mener Birte Obel.

Netop nu er Sundhedsstyrelsen ved at foretage en gennemgang af Inspektorordningen og vil i slutningen af 2014 have udarbejdet en statusrapport, som skal danne baggrund for en justering af ordningen.

Pressekontakt

Birte Obel
Kontorchef
  72 22 77 25

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire