Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/06-14   -   Pressemeddelelse

Oppegående tvangsfiksering får positiv modtagelse

Oppegående tvangsfiksering, hvor patienter har remme på hænder og fødder, har vist sig som et vigtigt middel til at vedligeholde og udvikle en lille gruppe af svært syge patienters fysiske og psykiske helbred. Det konkluderer Sundhedsstyrelsen i en evaluering af ordningen med oppegående fiksering efter en forsøgsperiode på fire år.

Evalueringen indgår i revisionen af psykiatriloven i folketingsåret 2014-2015 og bygger på materiale og erfaringer fra fem patientforløb, hvor ordningen har været anvendt på Sikringen, Afdeling for Retspsykiatri, Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. De patienter, der har kunnet deltage i evalueringen har været tilfredse med ordningen.

Oppegående tvangsfiksering består af hånd- og fodremme, der forbindes via et mavebælte. Fikseringen afbøder kraften af eventuelle slag og udfald fra patienten. Metoden har siden 2010 været anvendt til særligt udvalgte patienter på Sikringen. Ordningen anvendes overfor farlige, svært psykisk syge patienter, der er svære at behandle. De evaluerede patienter, var idømt dom til behandling.

Normalt tilbringer patienterne den meste tid alene på deres aflåste stue. De kan også være længerevarende bæltefikseret til deres seng. Oppegående tvangsfiksering giver patienterne mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktive, så risikoen for udvikling af følgesygdomme efter langvarig bæltefiksering forebygges. Det er også muligt at nedbringe den tid patienten er alene på aflåst stue. Med oppegående tvangsfiksering kan patienterne være sammen med andre medpatienter uden at være til fare for disse.

Oppegående tvangsfiksering bruges op til nogle timer dagligt af patienterne, når de skal være sammen med medpatienter, når de skal til terapi og på gårdture. Til et par af patienterne anvendes oppegående tvangsfiksering næsten udelukkende i forbindelse med personlig pleje.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at Sikringen fortsat kan anvende oppegående tvangsfiksering, men at der foretages en række ændringer i Sikringens måde at administrere ordningen på. Det anbefales også at Sundhedsstyrelsens tilsynsfunktion ændres.

Sundhedsstyrelsen skal som tidligere afholde møder med et særligt sagkyndigt råd, når Sikringen ansøger om oppegående tvangsfiksering til nye patienter, men fremover skal styrelsen sammen med rådet foretage årlige tilsyn på Sikringen.

Pressekontakt

Anne Mette Dons
Enhedschef
  72 22 78 00

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire