Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/08-14   -   Pressemeddelelse

Håndtering af ebolavirus sygdom

Sundhedsstyrelsen har i dag udsendt retningslinjer for håndtering af ebolavirus sygdom. Det er fortsat vores vurdering, at risikoen for at ebola bliver indført i Danmark er lille, og at vi har et velfungerende sundhedsberedskab ved mulige tilfælde af ebolavirus sygdom. Målgruppen for retningslinjerne er sygehuse, præhospitale organisationer, praktiserende læger, vagtlæger m.v.

SMITTERISIKO

Ebolavirus smitter gennem direkte kontakt med blod, sekreter og andre kropsvæsker. Sundhedspersonale og pårørende er dermed mest udsatte.

Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) for ebolavirus er sædvanligvis 4-10 dage, men kan variere fra 2-21 dage. Patienten er ikke smittefarlig i inkubationsperioden. Smitterisikoen er høj hvis man har haft tæt ansigt-til-ansigt kontakt med en patient der hoster, kaster op, har diarré eller som har blødning fra hud, slimhinder og kropsåbninger. Andre højrisikosituationer i de berørte lande er deltagelse i begravelsesceremonier, indtagelse af kød fra vilde dyr, ophold i grotter med flagermus m.v.

REJSENDE FRA LANDE MED UDBRUD AF EBOLAVIRUS SYGDOM

For raske personer med lav smitterisiko, der kommer hjem fra lande med udbrud af ebolavirus sygdom, er der ingen særlige forholdsregler.

Generelt anbefales alle rejsende, der kommer hjem fra Afrika med febril sygdom opstået under eller efter rejsen, at kontakte læge. Baggrunden for dette er bl.a. at udelukke malaria eller andre alvorlige infektionssygdomme.

Patienter med feber og lav smitterisiko, der har opholdt sig i et land med udbrud af ebolavirus sygdom indenfor 21 dage fra symptomdebut, kan vurderes i lægepraksis, akutmodtagelse m.v.

Ved bestyrket mistanke om ebolavirus sygdom skal patienten umiddelbart indlægges på infektionsmedicinsk afdeling ved enten Hvidovre Hospital eller Århus Universitetshospital.

REJSENDE TIL LANDE MED UDBRUD AF EBOLAVIRUS SYGDOM

Rejsende bør søge information på Statens Serum Instituts temaside om udbrud af ebola i Vestafrika samt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Temasiderne opdateres løbende i takt med nye informationer fra WHO og de berørte lande.

OM UDBRUDDET

Siden marts 2014 er der rapporteret udbrud af ebolavirus sygdom i de vestafrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone, og sygdommen er for nylig blevet indført i Nigeria. Ifølge WHO er der per 4. august 2014 kendskab til over 1.700 ebolatilfælde med over 900 døde. Der er tale om det hidtil største udbrud af ebolavirus sygdom og WHO har i dag erklæret ebolaudbruddet som en 'Public Health Emergency of International Concern (PHEIC)'

Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat at risikoen for at ebola bliver indført i Danmark er lille, og at der ikke er risiko for udbrud af sygdommen i Danmark. Det danske sundhedsberedskab er velfungerende ved mulige tilfælde af ebolavirus sygdom.

Pressekontakt

Søren Brostrøm
Enhedschef
  72 22 78 67

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire