16/01-15
-
Pressemeddelelse
Ny vejledning om stråledoser ved CT-scanninger
Statens Institut for Strålebeskyttelse har fastsat nye referencedoser ved CT-scanninger samt lavet en ny vejledning for indsamling og vurdering af patienternes stråledoser ved CT-scanninger.
Statens Institut for Strålebeskyttelse, der er en del af Sundhedsstyrelsen, har netop udgivet en ny publikation, hvor referencedoserne for en række diagnostiske CT-undersøgelser er opdateret. Referencedoser skal forstås som den dosis som en undersøgelse på en standardpatient forventes at kunne holdes under.
En CT-scanning er blandt de enkeltundersøgelser, som giver den højeste stråledosis til patienterne. Antallet af CT-scanninger er stigende både nationalt og internationalt, og derfor har Statens Institut for Strålebeskyttelse fokus på udviklingen af stråledoser i Danmark.
De opdaterede referencedoser kan hospitalernes røntgenafdelinger bruge til at vurdere deres egne dosisniveauer og optimere deres arbejdsgange på et bedre grundlag. Referencedoserne er derfor et vigtigt redskab til den løbende kvalitetsudvikling af CT-scanningerne til gavn for både patienter og medarbejdere.
Ud over selve listerne over referencedoserne for de forskellige typer undersøgelser indeholder publikationen også beskrivelser af, hvordan data for patienternes stråledoser bør indsamles og vurderes.
Pressekontakt
Britta Højgaard
Statens Institut for Strålebeskyttelse
44 54 34 71
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk