Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/04-15   -   Pressemeddelelse

Høring: Vejledning om tuberkulose

Sundhedsstyrelsen har en ny national vejledning om tuberkulose - anmeldelse, smittopsporing og hygiejne i høring. Høringsfristen er d. 18. maj 2015

Tuberkuloseforekomsten har været stigende fra 2009-2012, efter en årrække med et fald i det totale antal årligt anmeldte TB-tilfælde. I 2014 fik 312 personer i Danmark konstateret tuberkulose.

Grunden til, at andelen af tuberkulosetilfælde med formodet smitte i Danmark, er steget de seneste år, skyldes primært smittespredning blandt socialt dårligt stillede personer. På grund af smittespredningen i Danmark er der brug for, at sundhedspersonale og andre fagpersoner har øget opmærksomhed omkring tuberkulosekontrol og yder en særlig indsats i de risikomiljøer, hvor der er tilfælde af tuberkulose.

Formålet med vejledningen er at forebygge tuberkulosesmitte og at nedbringe forekomsten af tuberkulose i Danmark til det lavest mulige niveau. Det er hensigten, at vejledningen skal sikre, at der er en klar beskrivelse af ansvarsområderne for alle relevante aktører i tuberkulosebekæmpelsen i Danmark, og at organiseringen af opgavefordeling sikrer, at opgaverne bliver udført.

SYMPTOMER OG SPREDNING AF TUBERKULOSE

Tuberkulose (TB) findes i hele verden, og det antages, at 1/3 af jordens befolkning er smittede med de bakterier, der kan fremkalde sygdommen. Selvom langt de fleste ikke udvikler sygdommen, dør langt over 1 million mennesker hvert år af tuberkulose. Tuberkulose er typisk en lungesygdom, hvis typiske symptomer er feber, nattesved, vægttab og træthed. Det er kun 5-10 % af de smittede, som udvikler aktiv tuberkulose i løbet af deres levetid, heraf får cirka halvdelen sygdommen inden for de første 2-5 år efter smittetidspunktet. Langt de fleste smittede udvikler således aldrig sygdommen og er ikke smittefarlige - de har såkaldt latent tuberkulose.

I 2014 fik ca. 312 personer i Danmark konstateret tuberkulose, heraf var mere end halvdelen indvandrere. Der er kun registreret beskeden smitte mellem indvandrere og etniske danskere. Der er en høj forekomst af smittespredning blandt socialt dårligt stillede danske og grønlandske personer, så som hjemløse, misbrugere/alkoholikere og personer med psykisk sygdom.

I 2012 var der ifølge WHO 8,6 millioner nye tuberkulosetilfælde og ca. 1,3 millioner dødsfald i verden, heraf 320.000 dødsfald blandt HIV-positive patienter. Ca. 85 % af alle sygdomstilfælde og dødsfald forekom i Afrika, Asien og Stillehavsregionen.

Pressekontakt

Bolette Søborg
  72 22 75 68

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire