23/04-15
-
Pressemeddelelse
Maksimale ventetider for kræft- og hjertesygdomme: Indberetning marts 2015
Regionerne har indsendt indberetninger til Sundhedsstyrelsen om overholdelse af maksimale ventetider for marts måned 2015 vedrørende patienter med kræft- og hjertesygdom.
Den manglende overholdelse af bekendtgørelsen om de maksimale ventetider fordeler sig i marts 2015 sådan:
1 hændelse, som vedrører kræftsygdom i Region Hovedstaden
De øvrige regioner har ikke indberettet overskridelser vedrørende kræftsygdom, og der er ingen indberetninger af overskridelser vedrørende hjertesygdom.
Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at overskridelsen af den maksimale ventetid for 1 patient vedrører forundersøgelse for lungekræft på et hospital i regionen. Patienten blev tilbudt tid til forundersøgelse 21 dage for sent, og overskridelsen skyldes en fejl i henvisningsproceduren. Region Hovedstaden har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at den pågældende hospitalsafdeling har genopfrisket proceduren, og en lignende hændelse forventes ikke at gentage sig.
Sundhedsstyrelsen ser med alvor på overskridelsen og har noteret sig, at Region Hovedstaden har taget ledelsesmæssige skridt til at sikre, at bekendtgørelsen om maksimale ventetider bliver overholdt.
Sundhedsministeriet indførte fra den 1. februar 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.
Pressekontakt
Søren Brostrøm
Enhedschef
72 22 78 67
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk