21/05-15
-
Pressemeddelelse
NKR: Diagnostik og behandling af mellemørebetændelse
Formålet med den nye retningslinje er at højne og ensarte kvaliteten af behandlingen af mellemørebetændelse blandt børn i aldersgruppen 0-5 år. Retningslinjen omfatter kun udvalgte elementer vedr. behandlingen af mellemørebetændelse. Retningslinjen er således et supplement til de øvrige retningslinjer og vejledninger på området.
MELLEMØREBETÆNDELSE I TAL
Mellemørebetændelse er en af de hyppigst forekommende sygdomme hos småbørn. En nylig dansk undersøgelse viser, at mere end 60 % af alle danske børn oplever episoder med mellemørebetændelse.
Mellemørebetændelse behandles i nogle tilfælde ved at anlægge trommehindedræn. I Danmark blev der i 2013 udført i alt 34.385 operationer vedr. trommehindedræn blandt børn i alderen 0-18 år. Størstedelen af operationerne bliver udført i praksissektoren (97 % i 2013) blandt børn i alderen 0-5 år (86 % i 2013). Antallet af operationer er faldet i de senere år, men der bliver stadig foretaget flere operationer i Danmark end i de andre nordiske lande. Herudover er der en forholdsvis stor variation i, hvor mange operationer der bliver udført i de forskellige regioner i Danmark.
ANBEFALINGER
Sundhedsstyrelsen anbefaler i retningslinjen, at læger anvender undersøgelsen tympanometri som led i at diagnosticere mellemørebetændelse, fordi den sikrer den mest præcise diagnostik, er let at udføre og stort set smertefrit.
Børn med symptomer på mellemørebetændelse, men hvor diagnosen ikke kan bekræftes ved tympanometri, bør ikke behandles med antibiotika, men skal ses an med tæt opfølgning.
Nogle børn med mellemørebetændelse kan have glæde af at få anlagt trommehindedræn. Det gælder børn med gentagne episoder af akut mellemørebetændelse og børn med vedvarende væske i ørerne kombineret med nedsat hørelse. Derimod bør børn med væske i ørerne, der ikke har nedsat hørelse, som udgangspunkt ikke tilbydes trommehindedræn, idet der ikke er tilstrækkelig dokumentation for effekten.
FOREBYGGELSE
Mellemørebetændelse bliver udløst af mange forskellige faktorer. For at forebygge risikoen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at forældre undgår at ryge i hjemmet. Herudover anbefales forældre at begrænse børns brug af sut. Amning mindsker også risikoen for mellemørebetændelse. Det samme gælder hyppig og korrekt håndvask blandt både børn og forældre.
Pressekontakt
Marie Jakobsen
Projektleder Sygehuse & beredskab
2279 0902
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk