Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/05-15   -   Pressemeddelelse

NKR: Ny retningslinje om behandling af følger efter brystkræft

Sundhedsstyrelsen udgiver en ny national klinisk retningslinje for følgevirkninger efter operation for tidlig brystkræft.

I Danmark behandles ca. 5000 personer årligt for brystkræft. Selvom både bedøvelsesmetoder og smertebehandling er forbedret de seneste år, og der er udviklet mere skånsom kirurgi, oplever mange patienter forskelligartede følgevirkninger efter behandling for brystkræft. Fysiske følgevirkninger kan medføre nedsat funktionsevne og forringelse af livskvaliteten, fordi smerte, nedsat skulderbevægelighed, nedsat muskelstyrke eller hævelser på armen (armlymfødem) påvirker de brystkræftopereredes arbejds- og fritidsliv.

Den nationale kliniske retningslinje fokuserer på funktionsnedsættelse i skulder og arm og på armlymfødem efter operation for tidlig brystkræft. Retningslinjen kommer med anbefalinger af udvalgte interventioner, som kan forebygge, genoptræne og behandle generne samt fremme de brystkræftopereredes funktionsevne.

På baggrund af en systematisk gennemgang af den videnskabelige litteratur på området anbefales det i retningslinjen bl.a. at tilbyde patienter, der er opereret for tidlig brystkræft, specificeret og superviseret holdtræning som supplement til vanlig behandling. Derudover anbefales superviseret styrketræning til patienter med risiko for at udvikle brystkræftrelateret armlymfødem og til patienter med brystkræftrelateret armlymfødem. Retningslinjen kommer også ind på brugen af kompressionsærme og indledende behandling med kompleks lymfødembehandling.

Formålet med den nye retningslinje er at højne og ensarte kvaliteten af både forebyggelse og behandling af følgevirkninger efter brystkræft i Danmark. Retningslinjen omhandler voksne kvinder og mænd, som er blevet opereret for tidlig brystkræft. Den nationale kliniske retningslinje er faglig rådgivning og retter sig mod sundhedsprofessionelle, fx fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker og læger, der i hospitalsregi eller i kommuner møder patienter opereret for tidlig brystkræft.

Det er vigtigt at understrege, at retningslinjen kun omfatter udvalgte elementer i forebyggelse, behandling og genoptræning af følgevirkninger. Retningslinjen er således et supplement til øvrige retningslinjer på området.

Pressekontakt

Annette Wittrup Schmidt
  72 22 76 80

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater