10/07-15
-
Pressemeddelelse
Redegørelse for blodproduktområdet 2014
Sundhedsstyrelsens årlige redegørelse for blodproduktområdet viser et fortsat fald i brugen af donorblod. Forbruget er fortsat for højt, og derfor har Sundhedsstyrelsen udsendt retningslinjer for, hvordan brugen af blod kan sættes ned.
Sundhedsstyrelsens årlige redegørelse for blodproduktområdet indeholder opgørelser over antallet af tapninger af blod i Danmark, herunder anvendelsesprofiler for de såkaldte erytrocytenheder (røde blodlegemer), trombocytenheder (blodplader) og plasma.
I 2014 blev der foretaget 275.864 bloddonortapninger i Danmark, hvilket i gennemsnit svarer til ca. to tapninger pr. donor. Der blev i alt transfunderet 249.303 erytrocytenheder og 133.168 trombocytenheder. Antallet af bloddonortapninger i 2013 var på 290.400, og der har dermed været et fortsat fald.
Det danske forbrug af blod har været faldende siden 2007, hvor Sundhedsstyrelsen udgav en vejledning om blodtransfusion, hvis formål blandt andet var at nedbringe det store forbrug af donorblod i Danmark.
Trods et fald i forbruget af erytrocytter i de senere år, er forbruget stadig meget højt i forhold til sammenlignelige landes. Derfor udgav Sundhedsstyrelsen i juni 2014 en national klinisk retningslinje om indikation for transfusion med blodkomponenter. Desuden er vejledningen om blodtransfusion blevet revideret i januar 2015, så vejledningens retningslinjer for blodtransfusion er i overensstemmelse med den nationale kliniske retningslinje.
Redegørelsen indeholder desuden information om tilbagekaldelser af blodkomponenter og fund af smittemarkører i donorblod, såvel som registrerede bivirkninger hos modtagere af donorblod og utilsigtede hændelser. I rapporten indgår tal fra blodcentrene i regionerne, Statens Serum Institut og Bloddonorerne i Danmark.
Pressekontakt
Christina Palvad
Farmaceut
4488 9731
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk