23/10-15
-
Pressemeddelelse
Fagligt forarbejde til Kræftplan 4
Sundhedsstyrelsen igangsætter et fagligt forarbejde til Kræftplan 4. Formålet med det faglige forarbejde er at kortlægge de nuværende udfordringer og afdække fremtidens behov på kræftområdet, samt at opstille faglige anbefalinger til forbedringer af indsatsen.
Anbefalingerne kan vedrøre alle elementer i patientforløbet, f.eks. tidlig opsporing, udrednings- og behandlingsforløb, rehabilitering og palliation samt inddragelse af patienter og pårørende.
Det faglige forarbejde til Kræftplan 4 færdiggøres medio 2016. Regeringen vil derefter fremlægge en Kræftplan 4, der skal understøtte den langsigtede udvikling af kræftområdet.
Det faglige oplæg vil bygge videre på de tidligere kræftplaner og skal være med til at sikre, at der er høj kvalitet i behandlingen, at flere kan overleve kræft, og at patienter og pårørende oplever et forløb med tryghed, inddragelse og sammenhæng.
Ny kræftplan bygger på de positive erfaringer fra tidligere kræftplaner
Kræftbehandlingen i Danmark har de seneste år oplevet positive fremskridt. Det skyldes bl.a. de tidligere kræftplaner med samling af den kirurgiske behandling, indførelsen af pakkeforløb, etablering af de multidiscipinære grupper og fokus på monitorering af kvalitet.
I de kommende år forventes det, at antallet af kræfttilfælde vil stige pga. den øgede levetid.
Selvom vi har oplevet positive fremskridt er der stadig mulighed for at sikre endnu bedre overlevelse og forløb, og vi skal desuden sikre, at sundhedsvæsenet er klar til at tage imod alle patienter med kræft. Det er det, et fagligt oplæg til Kræftplan 4 skal bidrage til.
Organisering af det faglige forarbejde til Kræftplan 4
Sundhedsstyrelsen vil inddrage en række relevante interessenter i arbejdet med at udarbejde det faglige oplæg. Sundhedsstyrelsen vil inddrage relevante eksperter fra regionerne, de faglige miljøer og patientforeninger i nogle idégenererende møder. Derudover vil Sundhedsstyrelsens Udvalg for Kræft løbende blive inddraget, ligesom der kan indhentes rådgivning fra Sundhedsstyrelsens øvrige udvalg.
Pressekontakt
Pressetelefon
72 22 74 00
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk