Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/10-15   -   Pressemeddelelse

Nationale kliniske retningslinjer - har vi opnået det vi ville?

Det og andre spørgsmål vil Sundhedsstyrelsen gerne debattere på en konference den 24. november 2015.

Sundhedsstyrelsen er i øjeblikket i fuld gang med at udarbejde Nationale Kliniske Retningslinjer (NKR), der skal medvirke til at sikre ensartede behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på tværs af landet.

NKR er systematisk udarbejdede, faglige anbefalinger, der kan støtte sundhedspersonale i deres daglige arbejde.

Retningslinjerne er baseret på videnskabelige studier og den bedste praksis, og formålet er at understøtte en ensartet indsats på tværs af kommuner, regioner og praksissektoren - uanset hvor i landet patienten bor.

Godt og vel halvdelen, 27, af de i alt omkring 50 nationale kliniske retningslinjer er klar. Og de sidste skal være klar i løbet af 2016. For øjeblikket arbejdes der intenst med emner som alkoholmisbrug, OCD, unipolar depression og psoriasis - og i løbet af efteråret 2015 fortsætter indsatsen med emner som antibiotika ved tandlægebehandling, rehabilitering af patienter med prostatakræft og fedmekirurgi.

Konstitueret enhedschef Helene Probst håber på en god debat om erfaringerne med NKR indtil nu:

-Der har været arbejdet intenst med at udvikle og implementere retningslinjerne på alle niveauer i sundhedsvæsnet. Konferencen vil have fokus på de erfaringer, vi har fået undervejs. Hvad har vi lært? Og hvordan kan vi arbejde med kliniske retningslinjer fremover?

Årets hovedtaler er Fergus Macbeth, der er tidligere direktør for Centre for Clinical Practice ved National Institute for Health and Care Excellence (NICE), og som har stor erfaring med udviklingen af evidensbaserede retningslinjer.

-Det er tid til at gøre status på de nationale kliniske retningslinjer. Hvordan fungerer de? Understøtter de kvaliteten og øger de sammenhængen for patienten? Kort sagt, har vi opnået det vi gerne ville? Lyder det fra konstitueret enhedschef Helene Probst.

Målgruppen for konferencen er sundhedspersonale, planlæggere, ledere og beslutningstagere i regioner, kommuner mv., faglige selskaber og organisationer samt patientforeninger, politikere, journalister og andre med interesse for kvalitet indenfor sundhedsområdet.

Pressekontakt

Helene Probst
Overlæge
  72 22 74 61

Firma

Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S, Danmark

  72 22 74 00

http://www.sst.dk

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire