19/11-15
-
Pressemeddelelse
Ny rapport konkluderer: Tilfredshed med specialeplanen, men savner fokus på konsekvenserne for de mindre sygehuse
Hvordan opleves specialeplanen og dens konsekvenser ude på landet akutsygehuse? Det spørgsmål har Sundhedsstyrelsen bedt Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) om at belyse. Og resultatet bliver nu offentliggjort i en ny rapport, "Specialeplanlægning, set fra akutsygehusenes perspektiv", som vil blive præsenteret på den kommende konference om specialeplanlægning mandag den 23. november 2015.
KORA har til rapporten interviewet en række lægefaglige direktører på landets akutsygehuse. Og den helt overordnede konklusion er, at de både erkender nødvendigheden af en specialeplan, og er godt tilfredse med den. Men de peger samtidig på en række udfordringer, og efterspørger, at man både fra nationalt hold og fra regionernes side sætter meget mere fokus på, hvad der egentlig skal til for at drive akutsygehuse, der mest har funktioner på hovedfunktionsniveau. Et fokus, som de pinder ud i fem ønsker:
1. Der er behov for mere fokus på kvalitet i hovedfunktionerne.
2. Der er behov for bedre beslutningsgrundlag, når sygehusfunktioner samles.
3. Der er behov for mere fokus på forudsætningerne for at kunne rekruttere til akutsygehusene.
4. Der er behov for et mere velunderbygget samarbejde på tværs af funktioner.
5. Der er behov for mere helhedstænkning.
Enhedschef i Sygehuse & Beredskab i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, er glad for den konstruktive kritik fra de lægelige direktører: "Det er vigtigt med en åben drøftelse af principperne bag specialeplanlægning, og hvordan vi sikrer den bedste behandling for alle patienter, uanset om deres behandling er en del af specialeplanen eller ej", siger Helene Probst.
Specialeplanlægningen er til debat, når Sundhedsstyrelsen mandag den 23. november inviterer til konference i Odense. På konferencen, med titlen "Specialeplanlægning - står dogmer for fald?", vil Sundhedsstyrelsen sammen med en række centrale aktører på sundhedsområdet kaste et kærligt-kritisk blik på nogle af de dogmer, som specialeplanen bygger på.
Konferencen åbnes af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, og der vil være en vekslen mellem spændende oplæg fra bl.a. KORA, som vil præsentere deres undersøgelse af konsekvenserne af specialeplanen for landets akutsygehuse, og paneldebatter med bl.a. sygehusdirektører, Lægeforeningen, Hjerteforeningen og fagfolk.
Pressekontakt
Helene Probst
Overlæge
72 22 74 61
Firma
Sundhedsstyrelsen
Islands Brygge 67
2300 København S,
Danmark
72 22 74 00
http://www.sst.dk