19/09-09
-
Pressemeddelelse
Kvindernes favorit-site runder 400.000 brugere
Trendsales har netop rundet 400.000 registrerede brugere og har dermed cementeret sin position som Danmarks suverænt største site for kvinder. Målet er at nå den halve million brugere til foråret.
Trendsales nåede endnu en milepæl, da sitet for nylig bød velkommen til sin registrerede bruger nummer 400.000.
Sitet har længe været landets klart største digitale handelsplads for secondhand-tøj og -accessories, men Trendsales er især stolte af også at være det site i landet, som har klart flest kvindelige brugere, idet hele 80 pct., eller hvad der svarer til ca. 320.000 af Trendsales' brugere, er kvinder.
"Der er kamp om at kalde sig Danmarks største site for kvinder. Men det lader vi de andre om. Med mere end 320.000 kvindelige brugere er vi bare stolte over, at vi klart er kvindernes foretrukne site i Danmark," siger Martin Falslev Andersen, medstifter og direktør, Trendsales.
Ser man på de officielle statistikker, får man også kun bekræftet, at Trendsales har den største andel af kvindelige brugere. Fx viste den seneste kvartalsrapport fra MediaWatch, at Trendsales er det nichesite i Danmark, som har flest kvindelige brugere: http://mediawatch.dk/kvartalsrapport.
Da Freeway købte sig ind Trendsales i 2004, havde sitet ca. 30.000 brugere. Her fem år senere er antallet af brugere mere end 13 gange så stort. I den samme periode er den årlige omsætning blevet 46 gange større med et spring fra cirka 500.000 kroner i 2004 til over 23 mio. kroner i det seneste regnskab fra 2008.
Relevant information
http://www.trendsales.dk