Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
02/03-20   -   Pressemeddelelse

Salg af grønne biler skal 16-dobles for at nå EU-klimamål



El-, plugin- og hybridbilsalget er på vej frem, men stadig langt fra målet. Ny undersøgelse viser, hvad der kan få flere bilister til at købe en elbil.

Der er sat strøm til salget af de energivenlige biler, hvis man skal tro de seneste tal fra Danmarks Statistik. Bilforhandlerne solgte godt 9.000 el-, plugin- og hybridbiler i 2019, hvilket er cirka en fordobling i forhold til året før. I årets første seks uger fortsætter tendensen ufortrødent. Indtil videre er 1.040 hybridbiler og 699 elbiler kommet på vejene mod henholdsvis 652 og 331 på samme tidspunkt i 2019.

Salg skal 16-dobles
Ikke desto mindre er der stadig langt op til det salg af grønne biler, der skal til for, at Danmark halverer sin CO2-udledning fra trafikken i 2030 og indfrier EU’s klimamål.

Bilforhandlerne skal mere end 16-doble salget af el-, plugin- og hybridbiler de næste ti år for at leve op til kravene.

- Hvis CO2-udledningen fra biltransporten skal halveres inden 2030, skal elbiler, pluginbiler og konventionelle brændstofbiler hver udgøre en tredjedel af årets solgte nye biler. Det svarer til 75.000 elbiler og 75.000 hybridbiler ud af det samlede personbilssalg på 225.000 i 2019, siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Ud af 2,6 mio. personbiler er der samlet set ca. 15.000 elbiler ifølge Gunni Mikkelsen. Spørgsmålet er, hvad der skal til for rigtig at sætte skub i elbilsalget?

Længere rækkevidde og flere ladestationer
Applus Bilsyn har spurgt 1.426 bilejere, hvad der kunne få dem til at købe en elbil.

Mere end hver anden svarer ‘bedre elbiler med mere rækkevidde’ og elbiler, der er ‘fritaget for afgifter som i Norge’. Hver tredje adspurgte efterlyser ’flere ladestationer’.

- Mange bilejere har svært ved at forestille sig at eje en elbil af den enkle grund, at de endnu ikke har kørt i en. De er usikre over, at man ikke kan lade en elbil ligeså hurtigt, som man kan tanke benzin. Det handler om vaner og måske lidt usikkerhed.

- Men fordi Danmark i stigende grad omlægger til grøn energi, bliver det ekstra meningsfuldt at sadle om til elbiler. Elbilens kørsel i sig selv udleder ingen CO2. Herudover er elbiler støjfrie ved bykørsel, siger administrerende direktør for Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.

Ingen udsigt til højere afgifter
De Danske Bilimportører ser positivt på mulighederne for at øge salget, bl.a. på grund af den hastige udvikling hos producenterne.

- I dag findes stort set alle typer inden for el- og hybridbiler. Og der kommer mange flere modeller. Samtidig tror vi ikke, at der vil være opbakning til at øge registreringsafgiften hverken i år eller næste år. Det giver gunstige betingelser for køb af endnu flere grønne biler fremover, siger Gunni Mikkelsen.

I 2019 var de mest solgte elbiler Tesla, Hyundai og Renault.


Relevant information

Se andre nyheder fra Applus Bilsyn
https://www.applusbilsyn.dk/nyheder


Billeder


Pressekontakt

Per V. Rasmussen
CEO Denmark, Country Manager Finland
  +45 2098 3435

Firma

Applus Bilsyn
Høje Taastrup Boulevard 23, 2. th.
2630 Taastrup, Danmark

   +45 7013 1212
  +45 20 98 34 35

http://www.bilsyn.dk

Modtag nyheder fra Applus Bilsyn på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater