05/03-20
-
Pressemeddelelse
Skal bilen sælges? 5 ting der øger værdien
Vedligeholdte biler er og ser mindre slidte ud. Det bemærker køberne. Se her hvordan du passer på bilen og gør den salgsklar.
Ønsker du at sælge din bil, giver det mening at passe på den. Den tid, du lægger i bilen, kan nemlig veksles til kolde kontanter, når bilen sælges. Det forklarer Applus Bilsyn.
- Hvert år syner vi 500.000 biler over hele landet. Biler, som løbende bliver vedligeholdt, har et markant mindre værditab end biler, der ikke vedligeholdes ordentligt. Vedligeholdte biler er og ser mindre slidte ud. Det bemærker køberne.
- Passer man sin servicebog, har man færre rustskader, som giver et ekstraordinært værditab på bilen. Med rust følger meget dyre reparationer, siger kvalitetschef hos Applus Bilsyn, Paul Christensen.
Ryg ikke i bilen
Den vurdering deler man også hos Bilbasen, Danmarks største online bilforhandler, som forklarer, at en bil i gennemsnit mister cirka 20 procent af sin værdi bare det første år. Ifølge markedsanalytiker Jan Lang er der herudover tre ting, som koster på salgsbundlinjen.
Ikke overraskende ligger rygning på en klar førsteplads. Lugter bilen af nikotin, kan det sagtens koste 10.000-15.000 kr. på salgsprisen.
- En bil skal være lækker og indbydende, og det er en rygerbil ikke. Det samme gør sig gældende med en rigtig hundebil, som lugter. Typisk påfører det et værditab på cirka 5.000 kr. I begge tilfælde kan det være en rigtig god idé - før bilen skal sælges - at fjerne lugtgenerne og vaske bilen grundigt indvendig. Børnesæder med madpletter på sæderne og stenslag i lakken, der ikke er blevet lukket, kan også koste nogle tusinde kroner i værditab, fortæller Jan Lang, der anbefaler at se på den bil man vil sælge med en købers øjne. Jo mere rengjort og klargjort bilen er, jo nemmere er den at sælge – endda til en højere pris.
Vedligeholdelse: Sådan reducerer du bilens værditab
1. Følg servicebogen. Sørg for at din bil overholder tidsfristerne i servicebogen. Med en løbende service undgår du, at bilen slides unødigt, fordi begyndende slid eller skader repareres, før de udvikler sig til alvorlige fejl.
2. Undgå rust. Rustreparationer er nogle af de allerdyreste på bilen. Rustbeskyt som minimum bilen hvert andet år efter dens sjette køreår. Vask selv bilen hyppigt og fjern fugt og snavs, som ofte gemmer på rust. Især undervognen, skærme, hjulophæng, vanger og steder, hvor metallet er bukket og nittet sammen er udsatte.
3. Fjern lugtgener. Har du røget i bilen eller haft kæledyr, så brug en luftrenser som du kører igennem ventilationsanlægget.
4. Udbedr lakskader. Ved mindre ridser i lakken er det god idé hurtigt at lukke lakken med en lakstift med det samme, fordi rust ikke får mulighed for at udvikle sig. Bilens lak fremstår også pænere.
5. Lyt efter mislyde i motoren. Lyder motoren, eller bilen for den sags skyld, anderledes, så få den kontrolleret i din synshal eller mekaniker. Fejl i gearet, motoren og på bremserne kan være alvorlige og skal tages i opløbet. Hold desuden øje med oliespild (og oliestanden), slør og for meget bevægelighed i styretøjet, bremseproblemer og lygtefejl.
Kilde: Applus Bilsyn
Pressekontakt
Paul Christensen
Kvalitetschef
2943 4439
Firma
Applus Bilsyn
Høje Taastrup Boulevard 23, 2. th.
2630 Taastrup,
Danmark
+45 7013 1212
+45 20 98 34 35
http://www.bilsyn.dk