Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
16/03-21   -   Pressemeddelelse

Flere end nogensinde vil købe grøn bil i 2021



Ifølge ny undersøgelse vil markant flere bilkøbere i år vælge en el- eller hybridbil. En ’voldsom udvikling på bilmarkedet’ er blandt årsagerne, forklarer De Danske Bilimportører.

Salget af el- og hybridbiler voksede markant i 2020, hvor mere end hver femte ny bil solgt herhjemme var grøn, viser tal fra De Danske Bilimportører. Og meget tyder på, at der kommer endnu mere fart på salget i løbet af 2021.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Applus Bilsyn, som i forlængelse af bilsyn har fået 1.600 bilejere til at løfte sløret for deres bilkøbsplaner i år.

Hver anden ønsker en grøn bil
35 procent eller godt hver tredje svarer, at de skal have ny bil i 2021. Af de kommende nybilskøbere svarer 15 procent, at de er på udkig efter en elbil, mens 37 procent drømmer om en hybridbil i garagen. Diesel- og benzinbiler udgør henholdsvis 19 og 29 procent.

- Det passer umiddelbart meget godt med de stigningstakter, som vi ser hos bilkøberne i øjeblikket. For et år siden på det her tidspunkt var syv procent af de solgte personkøretøjer el- og hybridbiler, men i dette års første måneder udgør de grønne biler 21 procent af det samlede bilsalg. Mod slutningen af året ville det ikke overraske mig, hvis salget af grønne biler kommer helt op mod 35-40 procent, siger Mads Rørvig, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.

Det vækstende salg af plugin- og hybridbiler hænger sammen med politikernes vedvarende lave afgifter på grønne biler, flere ladestandere i byerne og langs motorvejene samt et voksende udbud af nye bilmodeller, forklarer Mads Rørvig. Særligt i 2021 er der sket ’en voldsom udvikling på bilmarkedet’, påpeger han.

- Fabrikanterne tilbyder både SUV’s, stationcars og sedaner til familien, og bilerne falder hele tiden i pris. Det er noget, bilkøberne kan lide, og udviklingen tager kun til. Derfor forventer vi i de kommende to-tre år, at det stigende salg af el- og hybrid vokser yderligere, tilføjer han.

Færre reparationer
Også i forhold til vedligeholdelse er der god grund til at købe en grøn bil, forklarer Applus bilsyn, der hvert år syner over 500.000 biler.

- Mange af de reparationer, som er nødvendige på en brændstofbil, ser vi ikke på især elbiler, som er meget driftssikre og nemme at vedligeholde, fordi så lidt på dem kan gå i stykker. Uden motor eller gearkasse kan vi tage reparationer af oliefilter, luftfilter, tændrør, kobling og andet ud af ligningen. Omkostninger til reparation og vedligeholdelse for elbiler er omkring 35 procent lavere end ved biler med forbrændingsmotor, siger Paul Christensen, chef for kvalitet og teknik hos Applus Bilsyn.

De tre mest solgte el- og hybridbiler biler i øjeblikket er Ford Kuga, Peugeot 3008 og Volvo XC40, oplyser De Danske Bilimportører.


Relevant information

HER KAN DU SE TALLENE FRA UNDERSØGELSEN

Billeder


Pressekontakt

Paul Christensen
Kvalitetschef
  2943 4439

Firma

Applus Bilsyn
Høje Taastrup Boulevard 23, 2. th.
2630 Taastrup, Danmark

   +45 7013 1212
  +45 20 98 34 35

http://www.bilsyn.dk

Modtag nyheder fra Applus Bilsyn på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater