17/01-11
-
Pressemeddelelse
Danskerne forbereder bilen til mere sne
Den næst koldeste december i mands minde har fået ekstra mange til at køre bilen til bilsyn. Vask bilen grundigt, få et rusttjek og hold øje med de mange sten på vejene, der i øjeblikket bombarderer bilerne, anbefaler Applus+ Bilsyn.
Decembers rå kulde og massive snefald har fået mange bilejere til at benytte snevejret til at få bilen tjekket og gjort klar til bedre at modstå tæringen fra mere sne, sjap og vejsalt.
Sådan lyder meldingen fra Danmarks største bilsynsfirma Applus+ Bilsyn, der i øjeblikket oplever en klart stigende efterspørgsel på deres RustAttest og TilstandsAttest, der giver gode forslag til vedligeholdelse af bilen, herunder f.eks. supplerende rustbehandling.
Stor efterspørgsel på RustAttester
"Over hele landet har vi en øget efterspørgsel på især de produkter, der relaterer til vinteren. Især mellem jul og nytår er det gået stærkt. Fortsætter salget af Rust- og TilstandsAttester på denne måde - og det er der gode chancer for med mere frost og sne - så kommer vi i januar og frem til marts til at sælge dobbelt så meget sammenlignet med resten af året," siger adm. direktør hos Applus+ Bilsyn, Arne Willerslev-Legrand.
Flere har brug for vinterråd
Samtidig ønsker mange råd om, hvordan de skal tackle vinteren som bilejer.
"Tøvejret er positivt i den forstand, at bilerne kommer lettere frem, og dermed kan bilejerne køre under mere forudsigelige omstændigheder. Men tøvejret betyder ekstremt meget smeltevand og kombineret med vejsalt, der fortsat ligger på vejene, skaber det gode betingelser for rust på bilen. Derfor anbefaler vi, at man i øjeblikket vasker sin bil hyppigt. Hvis bilen ikke er blevet beskyttet mod rust i lang tid, er det vigtigt at få det gjort nu," forklarer Arne Willerslev-Legrand.
Småsten bombarderer bilerne
"Tøvejret fylder vejene med småsten. Lige nu er bilernes undervogn udsat for noget af det hårdeste slid overhovedet, fordi de hele tiden bombarderes med sten og snavs, der ligger på vejbanen. Derfor er det vigtigt at holde øje med stenslag og sørge for, at bilen henover hele vinteren kan modstå den hårde medfart. En nanobehandling af lak og forrude er god og nem beskyttelse til få penge, for man kan selv foretage den," tilføjer Arne Willerslev-Legrand.
Relevant information
http://www.bilsyn.dk
Firma
Applus Bilsyn
Høje Taastrup Boulevard 23, 2. th.
2630 Taastrup,
Danmark
+45 7013 1212
+45 20 98 34 35
http://www.bilsyn.dk