21/11-19
-
Pressemeddelelse
I en julefrokosttid: Spirituskørsel straffes stadig hårdt
Ifølge Rådet for Sikker Trafik sker der færre ulykker og drab på grund af spirituskørsel. Men spirituskørsel er stadig et stort problem. 5600 personer blev sigtet for at køre med spiritus i blodet i 2017. Hvordan er reglerne, og hvilken straf risikerer man? Advokat Mikkel Holm Nielsen fra Ret&Råd Advokater gør dig klogere.
Set over de sidste ti år (2009-2018) er der sket et stort fald i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne personer i trafikulykker, hvor der har været alkohol involveret. For alvorligt tilskadekomne er det faldet fra 421 til 183. Antal dræbte er faldet fra 75 til 32.
Men spirituskørsel er stadig et stort problem.
De fleste af os kender nok den med at tælle genstande, så vi ikke risikerer at overskride færdselslovens regler om spirituskørsel på turen hjem. Ikke mindst her omkring december måned, hvor politiet ofte laver kontroller for at tjekke, om folk kører spirituspåvirkede fra julefrokosten. Men andre har ikke den stopklods og falder i.
Hvordan er reglerne egentlig, og hvilken straf risikerer man, hvis man ikke tidligere er dømt for spirituskørsel?
Promillen
I Danmark fastsættes straffen enten ud fra den promille, som man får målt i blodet i forbindelse med kørslen eller ud fra alkoholkoncentration i udåndingsluften.
”Man vil i forbindelse med en razzia eller et rutinemæssigt stop blive bedt om at puste for at undersøge, om man har drukket alkohol. Herefter vil der enten blive taget en blodprøve for at måle ens promille eller en prøve for at måle, hvor mange mg. alkohol pr. liter luft, man har i udåndingsluften, ” siger advokat Mikkel Holm Nielsen.
Du bliver ikke straffet, hvis du har en promille på under 0,51. Almindelig spirituskørsel svarer til mellem 0,51 promille og 2 promille, mens skærpende kørsel gælder, hvis promillen er højere end 2.
Straffen
Straffen for spirituskørsel er 1. gang en bøde beregnet som en nettomånedsløn gange størrelsen af promillen.
”Det vil betyde, at hvis man får 20.000 kr. udbetalt om måneden og bliver målt med en promille på 1, vil bøden svare til ens nettomånedsløn. Hvis promillen er 1,5 vil bøden udgøre 30.000 kr, ” siger Mikkel Holm Nielsen.
Det vil udgøre en skærpende omstændighed, hvis promillen er højere, hvis man kører påvirket uden at have kørekort eller kører i frakendelsestiden. Det vil også medføre en hårdere straf, hvis man bliver målt med både alkohol og andet stof i blodet, eksempelvis THC.
Hvis man ikke har nogen indtægt, vil bøden som minimum udgøre 1.500 kr.
”Der vil i sjældne tilfælde være formildende omstændigheder, som kan føre til, at bøden reduceres. Dette kunne for eksempel være en situation, hvor det var tvingende nødvendigt at flytte bilen et kort stykke, så den ikke var til gene, ” siger Mikkel Holm Nielsen.
Frakendelse af kørekortet
Man får frakendt kørekortet betinget, hvis det er første gang, man bliver taget i spirituskørsel. Dette betyder i praksis, at man skal op til en orienterende køreprøve inden for 6 måneder.
Men man skal være opmærksom på, at man kan risikerer en ubetinget frakendelse af kørekortet i 3 år, hvis promillen er over 1,2.
Hvis det ikke er første gang
Reglerne om straf og frakendelse kan være ganske komplicerede, særligt i forhold til, hvis man er blevet taget før eller andre skærpende omstændigheder.
Læs mere om reglerne i Rigsadvokatens meddelelse om spirituskørsel, som kan findes her:
https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/d5f7ba2c-e8fa-4945-9949-995898445667#_ftn1
Relevant information
Pressekontakt
Mikkel Holm Nielsen
Advokat
25 10 05 08
25 10 05 08
Firma
Ret&Råd Advokater
Nørre Voldgade 16, 4. sal
1358 København K,
Danmark
+45 70 20 70 70
https://www.ret-raad.dk