20/03-13
-
Pressemeddelelse
Bosted NYT 43 på gaden
Så er Bosted NYT 43 på gaden og i denne udgave af bladet kan du blandt andet læse følgende historier:
[Det socialpsykiatriske tilbud Tangkær: Skar medicinforbrug hos 4 ud af 10 beboere]
Med enkle midler er det lykkedes det socialpsykiatriske botilbud Tangkær at reducere medicinforbruget hos 38 % af beboerne, mens endnu flere fik ændret og justeret deres medicin og forbedret deres almene helbredstilstand.
Det opsigtsvækkende resultat er effekten af et simpelt samarbejdsprojekt, projekt Sundhed på tværs, hvor botilbuddet tog initiativ til at koordinere samarbejdet mellem egen læge, Lokal Psykiatrien og medarbejderne på bostedet.
Ved hjælp af en fælles strategi lykkedes det at få sat fokus på den enkelte borgers generelle sundhedstilstand og medicinforbrug samt løbende justere den enkeltes medicin.
- Vi taler på ingen måde om raketteknologi, snarere en helt almindelig forebyggende indsats, dokumenteret i vores Bosted System. Men den positive effekt af indsatsen er alligevel større end vi havde turdet håbe.
Vi forhindrede fx, at en beboer udviklede sukkersyge, og en anden fik skåret antallet af piller om morgenen ned fra 17 til 13, forklarer leder af Tangkær, Bomiljø HS, Lars Bording.
[Fakta]
- Medicinforbruget for 38 % af borgerne er nedsat i år 2011 og 38 % af borgerne i år 2012.
- 10 % af borgerne i år 2011 og 8 % i år 2012 er blevet ordineret vitamintilskud, som jern, b12 og D-vitamin.
- Bivirkninger er blevet en fast del af medicingennemgangen på statusmøderne.
- Diagnosen er blevet revurderet for 7 % af borgere i år 2011
- To borgere har fået ændret deres psykiatriske diagnose.
- I 2011 var 5 % af borgerne var meget tæt på at udvikle diabetes. En af disse borgere udviklede ikke diabetes på baggrund af den tidlig forebyggende indsats.
- Der er lavet sundhedstiltag i køkkenet, hvor der er fokus på at det sunde valg skal være let at vælge.
- Motion er nu medtænkt i dagligdagen, også for de borgere der er kørestolsbrugere.
- 55 % af borgerne modtager forskellige former for indsatser for at styrke og bevare deres tandstatus.
Læs mere om Tangkær i Bosted NYT 43
---
[DHUV i inCorp Portal: Den korteste vej mellem sagsbehandler og de enkelte tilbud]
For bare et par år siden var der langt imellem Ole og Allan, et godt stykke nordsjællandsk vej, brolagt med administration mellem bestiller og udfører i Rudersdal Kommune.
I dag er vejen imidlertid blevet meget kortere og dialogen bedre og tættere, mener både sagsbehandler og faglig koordinator Ole Nørring, psykiatri og Handicap, og Allan Steen Vilhelmsen, der er fagligt pædagogisk leder på Rudersdal Støtte og Aktivitetscenter, RAS.
En god del af forklaringen er, at kommunen i efteråret 2012 begyndte at anvende Voksenudredningsmetoden i Team Onlines myndighedssystem, inCorp Portal. Løsningen, der hedder DHUV, er udviklet specielt for at sikre en sammenhæng mellem udredningen af den enkelte borger på sagsbehandler-niveau hverdagens konkrete socialpædagogiske indsats på tilbuds-niveau.
[Med fra starten]
Voksenudredningsmetoden er resultatet af en omfattende udvikling og afprøvning, som har involveret både kommunale sagsbehandlere og ledere samt faglige og juridiske eksperter. Det overordnede sigte med voksenudredningsmetoden har været at skabe grundlaget for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats med borgeren i centrum. Metoden er udviklet af Socialministeriet og KL i tæt samarbejde med ni pilotkommuner, hvoraf Rudersdal var den ene:
- Vi har fra starten været med til at udvikle voksenudredningsmetoden, VUM, forklarer Ole Nørring, der er sagsbehandler og faglig koordinator i Psykiatri & Handicap i Rudersdal Kommune:
- Da pilotprojektet var afsluttet, og løsningen skulle IT-understøttes, faldt valget for vores vedkommende på Team Onlines løsning, DHUV, der er en del af inCorp Portal, siger Ole Nørring.
Læs mere om erfaringerne i Rudersdal Kommune i Bosted NYT 43
---
[Pia Olsen Dyhr med til kontraktunderskrift]
De store smil var fremme, da en af New Yorks største leverandører af sociale ydelser, AABR Inc. underskrev en vigtig samarbejdsaftale med Team Online i overværelse af den danske handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr.
Administrerende direktør Tom McAlvanah, AABR Inc, underskrev aftalen sammen med Team Onlines amerikanske direktør, Michael Jensen i Wellington Hall, der er et af AABRs dagtilbud, i New Yorker-bydelen Jamaica Queens. AABR servicerer dagligt ca. 1000 borgere med udviklingshæmning, og fremover skal medarbejderne nu anvende Bosted System i deres daglige arbejde med dokumentation og videndeling.
På http://tinyurl.com/ajqwlm9 kan du høre Tom McAlvanah selv fortælle om AABRs baggrund og aktiviteter.
---
[De private tilbud om socialtilsyn: Bare vi bliver vurderet på lige fod]
Efter planen træder den nye lov om sociale tilsyn i kraft pr. 1. november 2013, og debatten om lovforslaget er derfor i fuld gang, ikke mindst blandt de mange private tilbud, som fremover skal underkastes langt skrappere tilsynskrav end hidtil.
Det nye tilsyn skal sikre, at borgerne får en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med tilbuddene efter lov om social service. Formålet skal opnås gennem en systematisk, ensartet, uvildig og fagligt kompetent varetagelse af opgaven med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med tilbuddene.
[Krav styrker fagligheden]
De nye skærpede krav til tilsyn bliver modtaget positivt af Susan Møller, der er leder af det private bo- og beskæftigelsestilbud Knagegården i Fangel på Fyn og medlem af LOS bestyrelse;
- På Knagegården arbejder vi allerede - lige som mange LOS-tilbud - professionelt med akkreditering. Jeg forventer, at de kvalitetsindikatorer, som Socialstyrelsen ender med at lægge til grund for godkendelse af tilbuddene vil lægge sig tæt op ad vores akkrediteringsmodel, der arbejder fint sammen med vores dokumentationssystem Bosted System. Derfor ser jeg ikke, at de krav som følger med tilsynsreformen vil være uoverstigelige, siger Susan Møller, der ser mange fordele ved systematisk dokumentation.
Læs mere om socialtilsyn i Bosted NYT 43
---
[Om Bosted NYT]
Bosted NYT er et magasin, der udgives af Team Online A/S. Formålet med magasinet er at holde ledelse og medarbejdere på de sociale tilbud orienteret om mulighederne for digitalisering og kommunikation i den sociale sektor. Bosted NYT udkommer fire gange om året i et oplag på 4.500 eksemplarer. Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
---
[Bosted System]
Bosted Systemet er et socialpædagogisk it-værktøj udviklet til arbejdet på de socialpædagogiske specialinstitutioner. Læs mere om Bosted Systemet på www.TeamOnline.dk/bosted
---
[inCorp Portal]
inCorp Portal er et administrativt, webbaseret dialog -og sagsstyringssystem, der understøtter DHUV-metoden og er udviklet til at håndtere den daglige sagsbehandling og udvekslingen af data mellem forvaltning og tilbud.
Læs mere om InCorp Portal på www.teamonline.dk/incorp/
---
[Yderligere oplysninger]
Koncerndirektør Michael Sandal, Team Online A/S.
Læs mere om Team Online A/S, og læs hele bladet, på www.TeamOnline.dk
Relevant information
http://www.TeamOnline.dk