22/08-13
-
Pressemeddelelse
Effektkonference trækker fulde huse: Alle vil lære af Esbjerg Kommune
Effektkonferencen, "Hårde data om bløde indsatser", har trukket så mange deltagere fra hele det specialiserede socialområde til Odense, at arrangørerne nu må melde alt optaget!
- Med næsten 220 deltagere bliver det den vigtigste landsdækkende konference om effektmåling og resultatbaseret styring. Den vil sætte sig mærkbare spor i kommunernes måde at arbejde på med udvikling og styring af deres sociale ydelser, siger salgs- og marketingchef, Mikkel Christoffersen, Team Online.
Projekt med stor opbakning
Konferencen markerer den officielle afslutning på det Offentlige-Private Innovationsprojekt, Indikator 2.0, hvor Esbjerg Kommune og Team Online har udviklet et effektmålingsværktøj, der understøtter en moderne kommunes behov for ledelsesinformation og resultatdokumentation på det specialiserede socialområde.
Projekt Indikator 2.0 er støttet af Syddansk Vækstforum og EU's pulje til regional udvikling til kommercialisering af Offentlig-Privat Innovation.
Grundtanken i projektet har været at understøtte Esbjerg Kommunes krav, ønsker og forventninger til et værktøj til resultatdokumentation, hvor måling giver mening.
Projekt med succes
På konferencen vil repræsentanter for Esbjerg Kommune og Team Online præsenterer resultatet af det fælles udviklingsarbejde. Samtidig offentliggør Rambøll Management en rapport, der evaluerer projektet.
Af evalueringsrapporten fremgår det, at projektet har været en succes:
Over halvdelen af de medarbejdere, som er blevet adspurgt i Rambølls undersøgelse svarer, at de i høj eller i nogen grad forventer, at den dokumentation, der indsamles i arbejdet med indikatormodulet, kan understøtte et bedre match mellem borgernes støttebehov og indsats.
Især hos de interviewede ledere i Esbjerg Kommune er der store forventninger til, at indsamling af systematisk dokumentation, der viser tilbuddenes resultater, på sigt vil føre til, at myndighedsmedarbejdere anvender denne dokumentation som et grundlag i tildeling af indsatser til borgerne. De vurderer, at det kan være med til at sikre, at borgerne i endnu højere grad tildeles indsatser, der matcher deres specifikke behov for støtte.
- Det specialiserede socialområde er så omkostningstungt, at kommunerne er nødt til vide, hvad pengene går til. Vores løsning hjælper dem med at matche borgerens behov med den rette støtte, finde frem til præcis de indsatser, der har den ønskede effekt, skabe dokumenteret viden til handling og udvikle kvaliteten og fagligheden i kommunen. Det er resultatmåling med det klare formål, at få borgeren til at udvikle sig og få et bedre liv, siger Mikkel Christoffersen, Team Online.
Tid & sted
Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Rambøll Management, Knowledge Lab/SDU, Infinit, University College Sjælland, Socialt Lederforum og Team Online.
Konferencen afholdes i Mødecenter Odense, Buchwaldsgade 48. 5000 Odense C den 3. september 2013.
Yderligere oplysninger
Læs mere om konferencen i det vedlagte program eller på vores hjemmeside www.TeamOnline.dk/effektkonference.html
Bosted System
Bosted Systemet er et socialpædagogisk it-værktøj udviklet til arbejdet på de socialpædagogiske specialinstitutioner.
Læs mere om Bosted Systemet på www.TeamOnline.dk/bosted
InCorp Portal
InCorp Portal er et administrativt, webbaseret dialog -og sagsstyringssystem, der understøtter DHUV-metoden og er udviklet til at håndtere den daglige sagsbehandling og udvekslingen af data mellem forvaltning og tilbud.
Læs mere om InCorp Portal på www.TeamOnline.dk/incorp/
Relevant information
http://www.TeamOnline.dk/effektkonference.htm