09/05-12
-
Pressemeddelelse
Træningsvejledning hjalp mig til min første maraton
Før var han 92 kilo kontormaskine med lidt for meget på sidebenene. Nu er han 79 kilo kampklar løbemaskine. En omlægning af livsstilen gjorde for kun halvandet år siden 41-årige Henning Hansen til et gladere, mere trimmet og fokuseret menneske. Nu satser han på at slå 34 minutter af sin egen maratonrekord. Variation i træningen er den største motivationsfaktor.
13 kilo. Så meget har Henning Hansen tabt sig, siden han begyndte at løbetræne for halvandet år siden. Kiloene havde sat sig lidt tungt på kroppen, og for at kunne følge med de tre energiske unger derhjemme og holde fuldt fokus på jobbet som teamleder i Novo Nordisk, følte Henning, at der skulle motion til. "Jeg har en kone og tre børn med masser af energi. Jeg skulle have noget overskud i hverdagen, og det vidste jeg, at jeg ville få med løbetræning. Jeg var smaddertræt til at starte med, og jeg kan huske min første løbetur i Grøndalsparken. Det var kun en tur på 2,8 km, men jeg var nede at gå tre gange. Der tænkte jeg, at der var meget langt til 42 km. Mentalt var det hårdt at tænke sig, at man skulle flytte sig fra at løbe så kort til et maraton. Samtidig var det pissehårdt, fordi jeg slæbte rundt på for mange kilo, så jeg skulle hive mig op i nakkehårene, når jeg skulle ud og træne," siger Henning Hansen, der havde løbet et enkelt maraton tilbage i 1996 på 4 timer og syv minutter.
Henning Hansen brugte næsten et år på at træne sig op til sit første maraton. Siden da var der ikke slitage af løbeskoene, for Henning dyrkede groft sagt ingen motion. Men i 2007 spirede ønsket om at løbe maraton i New York i hovederne på Henning og hans ven, der sammen besluttede sig for, at de skulle løbe sammen i New York. Første prøvelse var Copenhagen
Vendepunktet: Droppede de lange tureTræningen og løbestilen kunne Henning godt tænke sig at få optimeret, og han bestilte en løbetest hos Danish Sports Academy over nettet.
"Jeg havde ondt i benene efter træningsturene og savnede noget mere struktur i træningen. Jeg kunne mærke, at de lange ture ikke var det rigtige for mig. Jeg havde det bedre med hårde og kortere ture. Nu løber jeg syv gange om ugen og turene er for det meste mellem 8 og 12 km," forklarer Henning Hansen, der kun har enkelte ture på over 20 km.
Henning fandt ud af, at han godt kunne løbe maraton, selvom han ikke trænede på de rigtig lange ture. Brian Dåsbjerg lavede et mere sprintbetonet program over 20 uger, som hjalp Henning i maratonform uden det gik ud over løbelysten. "Jeg gennemførte programmet og gjorde nøjagtigt, som han sagde, jeg skulle. Jeg løb en 10 km test på 55 minutter i foråret 2008 inden maraton og i september løb jeg den på 48:35. Da jeg løb 10 km test for et par uger siden, løb jeg på 47:16, så jeg har forbedret mig med knap et minut pr. kilometer på et år," fortæller Henning Hansen.
Mentale udfordringer skærper løbetræningenTil Copenhagen Marathon sidste år var målet at slå sin egen rekord. Det skete da også, da Henning løb 4:04, men han gik mentalt kold allerede efter 30 km. Nu tænker han den mentale træning ind i sine løbeture, og det har været en stor succes. "Jeg arbejder meget mentalt med mig selv, når jeg løber. Får kontrol over vejrtrækningen, tænker rolige tanker. Jeg skal ikke tænke på arbejde, for så stiger pulsen og mit løb bliver dårligere. Jeg har tabt mig en del efter jeg er begyndt at løbe, jeg har fået mere energi, sover bedre, og tænker mere over hvad jeg spiser, hvor jeg før var mere ukritisk omkring mad. Jeg er blevet bedre til at nyde løbeturene, fordi der er så meget variation i dem, og det er det, der er vigtigt. Fordi variationen er så motiverende glæder jeg mig også til de hårde ture, hvor jeg konkurrerer med mig selv. Det er fedt at presse sig selv, når man kan se, man løber hurtigere," siger Henning Hansen.
For at undgå den mentale krise ved de 30 km, tænker Henning løbet igennem mange gange og deler det op i mindre dele.
"Jeg bruger energi på at tænke løbet igennem; Tænker meget på depoterne og hvad jeg kan hente der, så jeg ikke stresser, når jeg skal drikke. Det sukker jeg skal have under løbet vil jeg have på mig, så det heller ikke stresser mig," fortæller han.
Men hvordan har han det så med sin målsætning om at løbe maraton på 3 timer og 30 minutter - 34 minutter under sin bedste tid fra sidste år?"Jeg har det godt med målsætningen om at løbe maraton på 3:30, og jeg er virkelig opsat på at gøre alt, hvad der skal til, for at opnå den tid. Jeg ved, at den er meget ambitiøs og jeg tænker da indimellem på, om det er muligt. Men det er blot endnu et motivationsmoment i træningen. Målsætningen skal både være ambitiøs og realistisk, og det er den for mig," siger han.
Henning Hansen skal efter planen løbe Gutenberg Marathon i tyske Mainz søndag den 10. maj. Derefter gælder det New York Marathon 1. november, hvor Henning og hans ven har startnummer efter halvandet år på venteliste. Her er målet, at det skal være en god oplevelse at løbe i New Yorks gader.
Henning siger: "Jeg har et super samarbejde med Brian, der laver test og jeg får mine træningsprogrammer hver 14. dag. Jeg kan spørge til programmet og har en rigtig god sparring med ham, hvor han giver gode råd til, hvordan man kommer videre. Han er god til at læse, hvad jeg har brug for."
"Jeg er meget mere fokuseret, meget mere koncentreret, og har fået mere kvalitet i det, jeg laver. Når jeg er på arbejdet, føler jeg virkelig jeg er der, og det samme når jeg træner eller er sammen med familien Jeg er blevet god til at være i nuet.
Relevant information
http://www.danishsportsacademy.dk