02/04-12
-
Pressemeddelelse
Psykolognævnet rejser kritik af forældreevne undersøgelse
Psykolognævnet har rejst principiel kritik af forældreundersøgelse i sag om forældremyndighed og samvær. Forældrene modtog personlighedstesten MMPI-2 med hjem for udarbejdelse, hvorved testen ikke foregik i et kontrolleret testmiljø og derfor ikke kan betragtes som valid. Forældresagen ved domstolen forventes at gå helt om.
Personlighedstesten kan tages på Internettet og der er herved ingen sikkerhed for, hvor mange gange en forælder tager testen for at opnå rigtige svar eller om en anden person tager testen.
Foreningen Far er orienteret om, at det samme er sket i adskillige danske sager gennem årene og gør alle danske forældre, som har deltaget i denne eller lignende forældreevne undersøgelser, opmærksomme på at der er grundlag for at deres sag genoptages og går om ved statsforvaltningerne og domstolene, da afgørelsen er principiel.
Foreningen Far anbefaler:
■ At psykolognævnets afgørelser offentliggøres
■ At psykolognævnet styrkes, så der er en garanteret sagsbehandlingstid på få uger i børnesager
■ At der indføres supervision på alle psykologopgaver, såder er tilsyn på alle sager og en ekstra psykolog gennemgår rapporten inden den afleveres
■ At der sker kvalitetssikring med checkliste og vejledninger for alle rapporter, der skal underskrives af psykologen sammen med rapporten
■ At psykologer der har fået gentagen eller alvorlig kritik udelukkes for at arbejde for offentlige myndigheder i børnesager i mindst 2 år
■ At der sker ISO-certificering af hele forældreansvarsområdet for kvalitetssikring
Foreningen Far vil den kommende tid informere ankestyrelsens familieretslige kontor, retskredsene i Danmark, psykologforeningen samt danske familieadvokater om den principielle afgørelse med opfordring til at berørte forældre, som har deltaget i forældreevne undersøgelser kontaktes. Det er helt afgørende for danske børn og forældre, at retssikkerheden og kvaliteten af psykologernes arbejde er i orden.
Foreningen Far oplever børn i Danmark, som opvokser hos forældre med større eller mindre psykiske sygdomme i perioder eller gennem længere tid. Dette sker ofte fordi afgørelser i statsforvaltningerne og domstolene fortsat i Danmark år 2012 er baseret på gammeldags familiemønstre, tildeling af offentlige indtægter 100% til bopælsforældre i stedet for at være baseret på samvær og pågrund af misinformering, fejl og forskelsbehandling.
Relevant information
http://www.foreningenfar.dk