Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/09-12   -   Pressemeddelelse

Foreningen Far i Folketinget

TALE FOR SOCIALUDVALGET OG LIGESTILLINGSUDVALGET
Torsdag den 30. august 2012

På vegne af Foreningen Far vil jeg takke for invitationen.

Mit navn er Jesper Lohse, formand for Foreningen Far. Foreningen Far er derudover i dag repræsenteret af Lars Hansen fra vores afdeling i Valby og Carsten Løffmann fra vores afdeling i Bagsværd.

HVEM ER VI?

Foreningen Far blev grundlagt i 1969 baseret på barnets ret til opvækst med begge sine forældre.

Foreningen Far har til dato haft 2 kvindelige formænd og rådgiver forældre og pårørende af begge køn. Foreningen har ca. 50-60.000 unikke besøgende om året i 11 landsdækkende rådgivningscentre, via telefonrådgivning og på hjemmesiden.

Vi taler med forældrene før, under og efter samlivets ophør og ser normalt alle sags dokumenterne. Vi oplever derfor ofte mønstre i den offentlige sagsbehandling.

HVAD VIL VI?

Det vi oplever i Danmark er en positiv samfundsudvikling med 37 nye familieformer. En tredjedel af børnene lever i dag i moderne familier, forstået som ikke kernefamilier. Størstedelen af børnene klarer sig rigtig godt og har samme tryghedsfaktor som børn i kernefamilierne. De fleste forældre laver selv positive løsninger for far, mor og børn.

Foreningen Far oplever imidlertid også en anden side af historien. Vi oplever et system som er under stigende pres pga. mange nye familieformer og hvor lovgivning mangler en samlet modernisering. Praktiseringen i hverdagen er baseret på sædvane og historisk diskurs. Vi taler om ligeværdighed og udvidede samværsformer, men historiske begreber som bopæl og samværsforældre skaber i moderne familier længerevarende sager og kamp om bopælen.

Vi oplever et system som ofte evaluere sig selv og derfor måske ikke selv finder de virkelige årsager.

Foreningen Far må konstatere at færre fædre i dag har bopæl for børn (12,6%) end i 1980 (13,2%) i henhold til Danmarks Statistik. Et tal som Foreningen Far skønsmæssigt vurdere skal ligge mellem 20-30% i dag. Vi finder måske her alene 7% af årsagerne til længerevarende sager.

er sker alvorlig forskelsbehandling i Danmark og det kan ske for alle forældre. Det afhænger alene af etik og moral hos forældre og advokater samt tid og historisk diskurs hos sagsbehandlere og dommere.

Foreningen Far betragter samlet set familieområdet som en tragt.

· Niveau 1: Alle danske familier
· Niveau 2: De moderne familier (1/3 af børnene), hvoraf 80% selv laver egne aftaler
· Niveau 3: Familier med sager i statsforvaltningerne, 20%
· Niveau 4: Længerevarende sager vi kan undgå med den rigtige indsats, 5%
· Niveau 5: Alvorlige sager, <1%

Det er vigtig for os at understrege at vi oplever rigtig mange fantastiske forældre, megen god sagsbehandling og en lovgivning, som bestemt i store træk virker, men hvor praktiseringen og få tekniske lovhindringer er baseret på sædvane og skaber udfordringer.

· Det er eksempelvis for almindelige forældre svært, at forstå, at kun den ene forælder modtager brev om barsel, skolevalg og SFO, fordi IT-systemer ikke kan håndtere begge forældre eller myndighederne aldrig har fået kigget på problemet.

· Det er svært at få en bopælsforælder, som ikke har det særlig godt til, at erkende at barnet har det bedst hos samværsforælderen i kortere eller længere tid, når kun bopælsforælderen modtager alle offentlige tilskud og man herved mister 12-20.000 kr. efter skat.

· Det er svært at få forældrene til at forstå i ligeværdige familier med 9/5, 8/6 og 7/7 samværsordninger, at ikke begge forældre kan få boligsikring, familiecheck eller forhøjet SU hos to unge studerende med deleordninger, fordi skatteministeriets eksperter ikke mener de kan fordele offentlige tilskud mellem to forældre, men godt kan dele den ikke udnyttede del af personfradraget mellem ægtefæller.

· Det er rigtig svært at fortælle sit barn, hvorfor hun ikke kan bo hos far, når han det er barndomshjemmet, alle legekammeraterne er der eller det bare er det barnet gerne vil. Der er tit en opfattelse af, at far er problemet eller kun ønsker rimelighed, og en manglende forståelse af at far også elsker sit barn over alt på jorden. Faktum er at vi oplever at det ligeså ofte er mor som har vanskeligheder og mangler overskud i hverdagen eller mors nye kæreste tager al hendes tid - eller mor der ligefrem er voldelig, drikker eller har en livskrise uden at far anmelder det og det derfor ikke ses af statistikken.

· Det er endnu mere svært at fortælle sit barn, hvorfor hun ikke kan bo hos far, når mor flytter sammen med en ny kæreste i Jylland eller København væk fra nærmiljøet eller bliver udstationeret pga. jobsituationen væk fra far, legekammeraterne, trygge omgivelser, familien og kaninen.

· Det er endnu mere svært at agere i det vi må betegne Bermuda trekanten mellem Statsforvaltningerne, Kommunerne og Domstolene, hvor alt kan ske for helt almindelige danske forældre.

· Samværsforældre står i Danmark med en pistol for tindingen, og ofte har samværsforældrene og barnet ingen retssikkerhed i Danmark. Man skal oplever det for, at man tror det sker i Danmark. Samværsforældre tør ikke engang kontakte de offentlige myndigheder fordi barnets - til tider helt livsnødvendige samvær og stabilitet hos samværsforælderen - herved skæres ned nærmest per automatik.

· Vi har senest oplevet, hvordan forkvinden for Danner virker, som dommer i forældresager og ikke selv mener hun er inhabil. Vi oplever børnesagkyndige såvel som dommere, der virker i samme sag i både byretten og landsretten.


Der findes tusinder af andre eksempler og bag alle eksemplerne er der mennesker. I nogle eksempler hele Danmarks befolkning og i andre hundrede, tusinde eller ti tusinde mennesker.

Vi må i Foreningen Far erkende, at vi på ingen måde som ordentlige danske forældre forstår, hvordan vi i forbindelse med Forældreansvarsloven kan aflevere et høringssvar på 52 sider og der kan ligge en færdig lov klar. Jeg tror det var 11 dage senere. Foreningen Fars 22 positive forslag kan i hvert fald på ingen måde være bearbejdet på denne meget korte tid.

Vi forstår nok heller ikke helt, at vi i Danmark kan opleve en proces, hvor få meget alvorlige sociale sager, som naturligvis er dybt bekymrende, en børneorganisations manglende undersøgelse af statistikken og de store fordele ved fælles forældremyndighed, SFI rapporter baseret på 24 børn fundet i forskernes eget netværk samt en fuldstændig manglende brugerundersøgelse blandt alle forældre i statsforvaltningerne, kunne stjæle billedet i så lang tid fra en nødvendig modernisering af tekniske lovhindringer og praktisering i hverdagen for moderne familier i Danmark.


HVAD GØR VI?

Foreningen Far anbefaler at der sættes fokus på:


1. Bedre informering af begge forældre og fædres barsel i lighed med de øvrige nordiske lande.

2. Hurtigere sagsbehandling og kvalitetssikring med brugerundersøgelse, efteruddannelse og statistik over alle afgørelser.

3. En markant indsats mod misinformering, fejl og forskelsbehandling af forældre og advokater på baggrund af systematisk misbrug af vejledning om samvær §13 og en fast drejebog for advokater, som udnytter systemets huller.


Hertil kommer en samlet modernisering af få tekniske lovhindringer i de mange forskellige love for specielt familier med udvidede samværsordninger, selvom loven i langt overvejende grad virker, bare ikke praktiseres i hverdagen. Det sker på grund af sædvane i den offentlige administration og på grund af modstand mod forandring i visse mindre grupperinger i nogle tilfælde af helt naturlige årsager og i andre af nærmest rabiate årsager. En samfundsudvikling som familierne i Danmark selv har ønsket og skabt, og som skal respekteres af alle i henhold til de internationale menneskerettigheder for beskyttelse af familielivet.

Det hele handler i virkeligheden på helt simpel vis om åben, god og moderne ledelse baseret på forældreevne, lige muligheder, kvalitetssikring og respekt for familiernes valg af familieformer. Vi levede engang med kernefamilier og i skilsmisse familierne var det altid mor der havde bopæl og far der havde weekendordning. Den tid er forbi og vi har i dag mulighed for reelt at sikre det bedste for alle børn - i stedet for bare at misbruge begrebet pga. modstand mod forandring og egne oplevelser i fortiden.

Foreningen Far rådgiver danske forældre gratis og ligeværdigt. Vi oplever fantastiske forældre og pårørende af begge køn. Vi oplever fortsat at der i samfundet er flest mødre, som er primære omsorgsforældre for børnene, og sådan vil det måske altid være, men der kommer flere og flere fædre på banen i takt med kvindernes indtog på universiteterne og i ledelser og bestyrelser. En for os at se positiv samfundsudvikling for alle. Det skaber kvalitetstid for børnene når begge forældre aktivt deltager og samarbejder positivt.

Foreningen Far ser med lige stor alvor på den far, der har mere i munden end han viser, som vi ser med alvor på den mor der sammen med sin advokat bevidst og systematisk misinformere offentlige myndigheder eller den sagsbehandler, leder, børnesagkyndige og dommer, som tager afgørelser baseret på sædvane og forskelsbehandling.

Foreningen Far ser fortsat et billede i Danmark, som viser at myndighederne handler i 9 af 10 tilfælde, hvis samværsforælderen træder ved siden af, mens myndighederne - ikke - handler i 9 af 10 tilfælde, hvis bopælsforælderen træder ved siden af. Vi belønner ofte misbrug af Systemet i stedet at belønne god forældreevne, positivt samarbejde og ærlighed, som er det bedste for børnene.

Færre fædre har i dag bopæl for børn end i 1980 i henhold til Danmarks Statistik. Vi taler på forældreområdet om det område i Danmark, hvor der sker den største forskelsbehandling af alle områder, men man skal opleve det for at tro, at det kan ske i et dansk familie og retssamfund.

Det sker for helt almindelige danskere!
Det kan ske for alle!

Tak for Deres tid!

Jesper Lohse, Formand
Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre


Relevant information

http://www.foreningenfar.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Foreningen Far
Fruebjergvej 3
2100 København Ø, Danmark


http://www.foreningenfar.dk

Modtag nyheder fra Foreningen Far på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater