Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/10-09   -   Pressemeddelelse

Danskerne vil have flere klimavenlige varer på hylderne

Forbrugerne interesserer sig for klimavenlige varer. Men de savner viden om hvilke produkter, der tager hensyn til klimaet, og efterspørger flere klimavenlige varer på hylderne. Gør det lettere for forbrugerne at finde de klimavenlige produkter, lyder opfordringen fra Forbrugerstyrelsen.

De fleste ved nok godt, at der kan være både energi og penge at spare ved at vælge en A-mærket vaskemaskine. Men hvordan vælger du fx med tanke på klimaet, når du køber nyt tøj?

Viljen til at handle med tanke på klimaet er tydeligt til stede hos de danske forbrugere. Knap 8 ud af 10 danskere interesserer sig for klima i relation til deres forbrug. Og de efterspørger generelt mere information om, hvilke produkter de skal købe for at tage hensyn til klimaet.

En undersøgelse som TNS Gallup har gennemført for Forbrugerstyrelsen viser, at forbrugerne bl.a. har svært ved at finde klimavenligt tøj og fødevarer. Således svarer 42 pct. af de klimainteresserede forbrugere, at de har svært eller meget svært ved at finde klimavenlige fødevarer, og 52 pct. har svært eller meget svært ved at finde klimavenligt tøj.

- Den gode vilje til at tage et klimahensyn er til stede blandt forbrugerne. Derfor er det meget positivt, at en lang række butikker har bakket op om klimakampagnen, hvor de netop sætter fokus på at vise forbrugerne vej til det klimavenlige valg, siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.

Forbrugerstyrelsen har i samarbejde med Miljømærkning Danmark og Elsparefonden samlet 25 nemme klimaråd, som butikkerne bruger. Rådene gør det nemmere at finde de klimavenlige varer i butikkerne, lige som forbrugerne får tips til, hvordan de selv kan tage mere hensyn til klimaet i hverdagen.

- Formålet med rådene er at give detailhandelen et konkret redskab til i højere grad at synliggøre de klimavenlige varer og have fokus på dette område, siger Tanja Franck.

Find de nemme klimaråd på forbrug.dk/klima

Resultater fra undersøgelsen:

· 77 pct. af forbrugerne interesserer sig for klima i relation til deres forbrug.
· 52 pct. af de forbrugere, der interesserer sig for klimaet, har svært eller meget svært ved at finde klimavenligt tøj
· 42 pct. af de forbrugere, der interesserer sig for klimaet, har svært eller meget svært ved at finde klimavenlige fødevarer
· 39 pct. af de forbrugere, der interesserer sig for klimaet, har svært eller meget svært ved at finde klimavenligt legetøj
· 31 pct. af de forbrugere, der interesserer sig for klimaet, har svært eller meget svært ved at finde klimavenlige personlige plejeprodukter
· 31 pct. af de forbrugere, der interesserer sig for klimaet, har svært eller meget svært ved at finde klimavenlig forbrugerelektronik

Kilde: TNS Gallup for Forbrugerstyrelsen. Undersøgelsen er gennemført i et webpanel blandt 1.092 respondenter i september 2009.

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  3266 9000
  3266 9000

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire