10/11-09
-
Pressemeddelelse
SEAS-NVE tilbagebetaler ca. 40.000 kr. til en forbruger i en sag vedrørende opkrævning af el
El-selskabet SEAS-NVE har netop indgået forlig med Forbrugerombudsmanden om tilbagebetaling af kr. 40.857,58 plus renter til en forbruger, der havde klaget over en usædvanlig høj el-regning, der ikke svarede til det reelle forbrug, og at der måtte være fejl ved el-måleren.
Forbrugeren havde betalt el-regningen under protest, men klaget over at el-måleren ikke gav et retvisende billede af det reelle forbrug. Forbruget var i det pågældende år fem gange højere end sædvanligt.
SEAS-NVE kontrollerede el-måleren uden at konstatere fejl, hvorfor forbrugeren klagede til Ankenævnet på Energiområdet.
Inden afgørelsen fra Ankenævnet forelå, destruerede el-selskabet måleren.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at SEAS-NVE ved destruktion af el-måleren fratog forbrugeren mulighed for at få afprøvet el-måleren ved en uvildig undersøgelse (fx under et af domstolene udmeldt syn og skøn) og således føre bevis for, at el-måleren ikke målte retvisende.
En sådan fremgangsmåde, hvor el-målere destrueres inden sagens endelige afslutning, finder Forbrugerombudsmanden i strid med reglerne om god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for SEAS-NVE, at el-målere, i sager hvor der fra kundens side rejses indsigelse mod målerens udvisende, skal opbevares indtil sagen er endeligt afgjort, herunder eventuelt ved domstolene, og i alle andre sager indtil der er indtrådt forældelse i henhold til forældelsesloven.
SEAS-NVE har over for Forbrugerombudsmanden tilkendegivet, at proceduren for opbevaring af el-målere ændres i overensstemmelse hermed.
Forliget afslutter sagen, og Forbrugerombudsmanden vil ikke anlægge sag mod SEAS-NVE ved domstolene om tilbagebetaling af det uretmæssigt opkrævede beløb.
Sagens hændelsesforløb
Ifølge forbrugerens oplysninger havde hans el-forbrug været stabilt i de 32 år, hvor han og hans familie havde boet i det pågældende hus (omkring 5.000 kwh om året), men el-regningen for året 2006 lød på et forbrug på 30.790 kwh., hvilket var fem gange så stort som sædvanligt.
Forbrugeren kunne ikke forklare årsagen hertil og klagede derfor til el-selskabet med henvisning til, at el-måleren var defekt.
El-selskabet undersøgte el-måleren dels ved kontrolmåling på bopælen, dels på SEAS-NVE`s eget akkrediteret målerlaboratorium. Der blev ikke fundet fejl på måleren.
Forbrugeren klagede herefter til Ankenævnet på Energiområdet. Forbrugeren fik ikke medhold i klagen ved ankenævnet.
Ankenævnet begærede ikke el-måleren udleveret til brug for nævnets behandling af sagen, og inden ankenævnets afgørelse forelå, destruerede SEAS-NVE el-måleren.
SEAS-NVE har nu indgået forlig med Forbrugerombudsmanden i sagens anledning, således at SEAS-NVE tilbagebetaler det for meget opkrævede beløb udover et gennemsnitligt normalforbrug for den pågældende for-brugers husstand.
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
3266 9000
3266 9000
http://www.forbrug.dk