Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/12-09   -   Pressemeddelelse

Flertallet af forbrugerne har mange overflødige tv-kanaler

Størstedelen af forbrugere med betalings-tv ser langt fra alle de tv-kanaler, som de abonnerer på, og en del finder priser og aftaler for tv-pakker uoverskuelige, viser ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen. Direktør i Forbrugerstyrelsen opfordrer branchen til at skabe mere gennemskuelige priser og enklere aftaleforhold.

Efteråret har været præget af store reklamekampagner for betalings-tv og historier i medierne om forvirrede forbrugere, der farer rundt i junglen af tv-pakker. Det har fået Forbrugerstyrelsen til at kigge nærmere på forbrugernes oplevelse af markedet for betalings-tv. Undersøgelsen bekræfter, at det er uoverskueligt for mange at vælge tv-pakker.

Abonnerer på mere end 16 overflødige kanaler
Undersøgelsen viser også, at hovedparten af forbrugerne abonnerer på flere kanaler, end de har brug for. Langt de fleste, 89 procent, svarer, at de har flere kanaler, end de reelt ser. Knap hver fjerde abonnerer på mere end 16 overflødige kanaler.

Er forbrugerne så villige til at betale mere end i dag for at få lov til at sammensætte deres egne tv-pakker? Ja, svarer hver fjerde, og det er særligt de unge, der vil betale for at få større valgfrihed.

"Udbyderne bør overveje, om de matcher forbrugernes ønsker godt nok, når så mange abonnerer på overflødige kanaler", siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.

Forbrugerne kan ikke gennemskue priser og aftaler
En del forbrugere med eget abonnement på betalings-tv vil gerne skifte udbyder, men kan ikke gennemskue priserne på tv-pakkerne. Og det halter også med at få ordentlig information om priser, gebyrer og abonnementsvilkår. Sammenligner man markedet for betalings-tv med andre markeder, ligger betalings-tv lavt, når det gælder forbrugernes tillid til udbyderne og markedets gennemsigtighed.

"Det skal ikke være svært at gennemskue priser og aftalevilkår for betalings-tv, derfor må udbyderne kunne gøre det bedre. Jeg vil opfordre branchen til at gøre sig mere umage med at formidle priser og aftaler på en enkel måde", siger direktør i Forbrugerstyrelsen, Tanja Franck.

Fakta om undersøgelsen
Forbrugerstyrelsen har i perioden fra 21. oktober til og med 27. oktober 2009 spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres erfaringer med og ønsker til markedet for betalings-tv. Undersøgelsen er gennemført af TNS Gallup A/S i Forbrugerpanelet, der er Forbrugerstyrelsens faste online-panel. Forbrugerpanelet tæller ca. 3.000 deltagere. I undersøgelsen vedrørende markedet for betalings-tv indgår 1.022 forbrugere fra 18 år og opefter.

Relevant information

http://www.forbrug.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S, Danmark

  3266 9000
  3266 9000

http://www.forbrug.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater