08/06-10
-
Pressemeddelelse
Nyt Firmatjek styrker forbrugersikkerheden
Forbrugere får fremover lettere ved at undgå brodne kar, når de handler. Firmatjek, der er listen over virksomheder, som ikke efterlever afgørelser i Forbrugerklagenævnet, bliver nemlig lettere at bruge for forbrugerne. Og det er med til at fremme forbrugersikkerheden.
Når Firmatjek i dag udkommer med seks nye erhvervsdrivende og to gengangere, vil et digitalt danmarkskort over virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser, gøre det nemmere for forbrugerne at finde frem til brodne kar. Blandt andet vil forbrugerne på forbrug.dk lynhurtigt kunne se, om der er virksomheder i deres lokalområde, der ligger på Firmatjek.
Relanceringen af Firmatjek med flere nye søgefunktioner er et af initiativerne i regeringens forbrugerpolitiske handlingsplan, der blev offentliggjort i januar 2010.
- Nu får de brodne kar sværere ved at gemme sig. Med det nye Firmatjek gør vi det lettere for forbrugerne at finde og fravælge de virksomheder, der ikke følger Forbrugerklagenævnets afgørelser. Det er i sig selv med til at øge forbrugersikkerheden, siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
De nye søgefunktioner på Firmatjek består af et digitalt danmarkskort, hvorpå virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser, er markeret med nåle.
En rød nål markerer, at der er tale om en fysisk butik, mens en blå nål markerer, at der er tale om en webbutik. Virksomheder, der er markeret med gule nåle, har flere sager på Firmatjek.
Udover danmarkskortet vil det fremover også være muligt at søge på virksomhederne under brancher.
Se det nye Firmatjek her
Relevant information
http://www.forbrug.dk
Firma
Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S,
Danmark
3266 9000
3266 9000
http://www.forbrug.dk