Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/01-15   -   Pressemeddelelse

Ny jernbane skaber rum for mere erhverv i Greve

Oplagt at udlægge arealer mellem Køge Bugt Motorvejen og den nye bane København-Ringsted til erhverv, mener landinspektør. Han bakkes op af næstformanden for Folketingets transportudvalg og den lokale erhvervsforening Greve Erhverv

De lommer, der flere steder opstår mellem Køge Bugt Motorvejen og den nye bane København-Ringsted, er oplagt at bruge til erhvervsformål. Det har landsinspektør Jens Mølbak påpeget over for Naturstyrelsen, og han bakkes op af Greve Erhverv, ligesom Flemming Damgaard Larsen (V), næstformand i Folketingets transportudvalg, finder ideen indlysende.

Banen skal i videst muligt omfang gå langs motorvejen. Men da det er en højhastighedsbane, hvor togene skal kunne køre op til 250 km/t, skal strækningen være så lige som muligt. Banen kan derfor ikke konsekvent følge motorvejens kurver. Dermed opstår flere større arealer, der kommer til at ligge i et "ingenmandsland" mellem de to transportkorridorer.

På strækningen Greve-Køge drejer det sig i alt om ca. 700.000 kvadratmeter. Heraf skal en del bruges til bassiner og ramper. Der ligger også nogle beboelsesejendomme i området. Naturstyrelsen lægger op til, at de øvrige arealer udlægges til grønne områder og regnvandsbassiner, men landsinspektør Jens Mølbak mener, at nogle af lommerne bør bruges til at skabe arbejdspladser i form af nye erhvervsudstykninger.

Restarealer får værdi
- Både i Greve, Solrød og Køge kommuner opstår der flere indeklemte områder af en ganske betydelig størrelse, påpeger Jens Mølbak.
- Men i kraft af deres placering langs motorvejen vil de være attraktive for virksomheder, der ønsker at være synlige og ligge tæt på en stor transportåre.

Han tilføjer, at dette er en oplagt mulighed for at erhvervsudvikle uden at påvirke landskabelige interesser. Og det er også begrænset, hvad der skal investeres i infrastruktur, da motorvejen har til- og frakørsler flere steder på den pågældende strækning fra Greve i nord til Køge i syd.

Greve har behov for mere erhvervsjord
Blandt andet på vegne af Greve Erhverv har Jens Mølbak gjort Naturstyrelsen opmærksom på forslaget i en indsigelse til den opdaterede Fingerplan for hovedstadsområdet. Planen hørte før under amterne, men administreres i dag af Naturstyrelsen under Miljøministeriet.

Advokat Allan Schouw-Petersen, formand for Greve Erhverv, der har omkring 250 lokale virksomheder som medlemmer, ser stort potentiale i forslaget.
- Her er stort set ikke flere ledige erhvervsarealer. Kommunen vil også gerne udvikle muligheder for transportvirksomheder, og så ligger denne løsning jo lige for, siger han.

Erhvervsformanden er bekendt med, at en stor transportvirksomhed gerne ville etablere sig i Greve, men måtte opgive, fordi der ikke kunne skaffes plads nok.
- Jeg er sikker på, at denne beliggenhed kan tiltrække firmaer inden for transport og logistik. Og andre vil se et potentiale i at blive synlige fra jernbane og motorvej. Det er det samme, man ser i det jyske trekantsområde, hvor virksomheder slår sig ned langs motorvejene, bemærker Allan Schouw-Petersen.

Folketingsmedlem: Mindre pres på anden natur
Sammen med Jens Mølbak og Allan Schouw-Petersen har folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen besøgt de arealer ved Greve Centervej, der kommer til at ligge mellem motorvej og bane.

Han støtter Jens Mølbaks idé.
- Det er jo helt indlysende at bruge arealer som disse til at udvikle erhvervslivet og skabe arbejdspladser, mener Flemming Damgaard Larsen, der også er næstformand i Folketingets transportudvalg.
- Det er værdifuldt, at aktører som en landinspektør og en erhvervsforening griber bolden og med deres lokalkendskab og indsigt gør det synligt over for statslige myndigheder, at her er et potentiale, der i det mindste bør undersøges nærmere.

Venstre-folketingsmanden tilføjer, at ideen også fortjener støtte, fordi man ved at udlægge områder som disse til erhverv letter presset på andre, mere naturfølsomme arealer, hvor det ellers kan komme på tale at etablere erhvervsområder.

Jens Mølbak oplyser, at i Ishøj er tilsvarende arealer mellem jernbane og motorvej faktisk udlagt til erhvervsformål i den nye udgave af Fingerplanen. Så muligheden for at aktivere restarealerne findes altså.

Fakta om banen København-Ringsted
· Danmarks første højhastighedsbane.
· 60 km jernbane, der tættere på København anlægges langs Holbækmotorvejen, derefter langs Køge Bugt Motorvejen indtil transportcentret ved Køge, og langs Vestmotorvejen til Fjællebro ved Ringsted.
· Banen skal være færdig i 2018.
· Anslået pris 10,4 mia. kr.
· Kaldes også Nybygningsløsningen.


Relevant information

Greve Erhverv
http://www.greveerhverv.dk/

Praktiserende Landinspektørers Forening
http://www.2plf.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Greve Erhverv
Korskildelund 6
2670 Greve, Danmark

  70 26 19 79
  30 50 19 79

http://www.greveerhverv.dk

Modtag nyheder fra Greve Erhverv på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater