19/12-17
-
Pressemeddelelse
Chefprofil med øje for udfordringer
Senior product manager Jørgen Bærentzen fra Azets fylder 50 den 22. december. Den erfarne leder trives bedst med udfordringer og har mere fokus på at have det sjovt i hverdagen, end hvad der står på visitkortet – og så er han en ivrig maraton-løber. Til dagligt bor han i Rødovre med sin kone og deres to sønner på 18 og 20 år
Det arbejdsmæssige fokus for Jørgen Bærentzen har altid været på at have det sjovt med det, han arbejder med. Det har aldrig været målet at opnå en direktørstilling eller blive en del af ledelsen i en stor organisation.
Men sådan har karrieren udviklet sig. For efter en årrække som direktør i den danske softwarevirksomhed PBJ A/S, der i tre årtier stod bag de danskudviklede og meget udbredte EPOS løn- og HR-systemer, er Jørgen Bærentzen i dag medlem af den danske ledergruppe i løn-, regnskabs- og HR-koncernen Azets, der omsætter for tæt ved 3 milliarder og beskæftiger over 2.000 medarbejdere på nordisk plan, heraf 300 i Danmark.
Hverdagen skal være spændende
Azets var tidligere kendt som Vismas Business Process Outsourcing-division, der købte PBJ A/S i 2015. Som COO i PBJ var Jørgen Bærentzen ansvarlig for integrationsprocessen ind i den nordiske koncern.
- Det har aldrig været et mål i sig selv at opnå en lederstilling. Det er nok mere en fordel, der har fulgt med i min stræben efter en udfordrende og spændende arbejdsdag, smiler Jørgen Bærentzen, der har to gange HD fra CBS - dels i Logistik, dels i Information & Økonomistyring.
I alt var han hos PBJ i 21 år. Jørgen Bærentzen startede som konsulent og blev senere divisionschef, inden han i 2007 blev udnævnt til direktør med ansvar for produkter og leverancer.
Fra teknisk til kommercielt fokus
Efter at være blevet en del af Azets-familien har Jørgen Bærentzen med titel af senior product manager fået ansvaret for produkter, partnerskaber, Key Account Management samt større strategiske implementerings- og udviklingsprojekter.
- I mange år var mit primære ansvarsområde produktion og leverancer, der typisk er mere teknisk betonet. Men i dag sidder jeg midt i en spændende proces, hvor mit fokus mere er på den kommercielle side af virksomheden. Blandt andet sidder jeg med store kundeprojekter og har også ansvaret for sammenspillet mellem Azets og Visma, som jeg har kendt gennem mange års samarbejde, fortæller Jørgen Bærentzen.
Han trives med udfordringer. Ikke mindst, hvor man står over for en opgave, hvor man ikke nødvendigvis kender løsningen på forhånd, men skal udvikle den, når man står i situationen.
Det lange ben foran – også i fritiden
Sådan er det også i fritiden, hvor Jørgen Bærentzen heller ikke holder sig tilbage for at kaste sig ud i krævende opgaver. Han spiller fodbold, cykler og har løbet 15 maraton i byer som Berlin og New York. Privat bor han i Rødovre med sin kone og deres to drenge på 18 og 20. De er en rejselysten familie, hvor turen ofte går til ferielejligheden i Spanien. Jørgen Bærentzen fylder 50 år fredag den 22. december 2017. Dagen fejres under private fomer.
Fakta om Azets – tidligere kendt som Vismas BPO-division
• BPO står for Business Process Outsourcing og vil sige outsourcing af interne virksomhedsprocessor som HR, lønadministration og regnskab.
• Azets er Nordens førende leverandør af konsulentydelser inden for regnskab, løn og HR samt løn- og HR-systemer.
• Virksomhedens kunder er såvel små enkeltmandsvirksomheder som mellemstore og helt store virksomheder inden for både den private og offentlige sektor.
• I Danmark har Azets flere end 300 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Herlev samt i Odense, Kolding og Aarhus.
• På nordisk plan beskæftiger Azets flere end 2.500 ansatte og omsatte i 2016 for godt 2 mia. NOK.
• Azets omfatter de BPO-selskaber, der tidligere var en del af Visma og som pr. 1.12.2016 blev udskilt fra
• Visma-koncernen som et selvstændigt selskab, der er 100% ejet af kapitalfonden HgCapital.
Relevant information
Navnenote