10/01-18
-
Pressemeddelelse
Anerkendt Azets-leder fylder rundt
Afdelingsleder for Kolding og Odense i Azets Claus Dyrelund Johansen fylder 40 år den 10. januar. Blandt medarbejderne er han anerkendt for sin ledelsesstil og sine høje faglige ambitioner. I sin fritid er han formand i den lokale brugsforening i hjembyen Langeskov på Fyn
For Claus Dyrelund Johansen er nærvær samt frihed under ansvar et vigtigt element i hans lederstil. Netop derfor har Azets i Danmark udtaget ham til at deltage i koncernens internationale program for ledere – Azets Leader Academy. Et uddannelsesforløb, hvor 20 ledere samles fra hele Norden for at styrke deres ledelseskompetencer og dele erfaringer med hinanden.
- For mig er det vigtigt, at mine medarbejdere føler, at jeg har tiltro til dem, og at opgaverne kan løses, uden der er behov for stor ledelsesmæssig indblanding. Det har jeg fået meget positiv respons for fra mine medarbejdere, fortæller Claus Dyrelund Johansen, der er afdelingsleder for Kolding og Odense.
Frihed under ansvar er især noget, han har ladet sig inspirere af fra den nordiske koncerns egen ledelsesstil.
- Jeg driver min afdeling under ledelsesfilosofien og iværksætterånden ”frihed under ansvar”, hvor især fokus på innovation og entreprenørskab giver gode resultater, siger Claus Dyrelund Johansen, der er uddannet cand.merc.aud. fra Syddansk Universitet.
Store vækstambitioner
I november 2015 blev Claus Dyrelund Johansen afdelingsleder i Odense og Kolding. Målet var at blive endnu stærkere i hele området vest for Storebælt, og det er stadig en motivationsfaktor for Claus Dyrelund Johansen.
- Siden jeg startede som leder, er Azets Vests omsætning steget med hhv. 10 og 25 procent om året. Og den positive udvikling har jeg ambitioner om at fortsætte. Inden 2020 forventer jeg, at afdelingen både er vokset 25 procent i omsætning og 25 procent i medarbejderstaben, fortæller Claus Dyrelund Johansen.
Et andet fokusområde er opbygningen af Azets Ejendomsadministration. Det skal blandt andet ske gennem opkøb og ved at centrere Azets Ejendomsadministration i Odense. Denne forretningsenhed har været vigtig for Claus at udvikle, da han også har erfaring med området fra sin stilling som controller i ejendomsselskabet Kristensen & Holmberg A/S.
Bestyrelsesformand for den lokale brugsforening
Claus Dyrelund Johansen er fra Langeskov på Fyn, hvor han også bærer titlen som formand for den lokale brugsforening. Her er han med til at afholde bestyrelsesmøder, udarbejde ledelsesberetninger til generalforsamling samt afholde løn- og udviklingssamtaler med butiksbestyreren. Tiden går også med at spille fodbold i den lokale klub. Privat er han gift med Sara på 16. år, og sammen har de en datter på 5 og to drenge på 13 og 9 år.