30/05-18
-
Pressemeddelelse
Nordiske Azets gearer sig til vækst i Danmark
Med 13 opkøb på under halvandet år er der tonet rent flag fra den nordiske løn- og regnskabskoncern, der alene i Danmark foretog tre opkøb i 2017. Flere er på vej, lyder det fra den danske ledelse, som derfor har etableret en ny funktion til at identificere opkøbsemner og forestå integrationen af de kommende selskaber i Azets
På tværs af faggrupper er hele konsulentbranchen i fuld gang med en konsolidering, og de seneste år er opkøbsbølgen taget til. Blandt vækstkometerne er HR-, løn- og regnskabskoncernen Azets, der beskæftiger over 3.000 konsulenter i Norden og nærmer sig en årlig omsætning på 2,5 milliarder NOK. Azets er ejet af kapitalfonden HgCapital, der ikke alene investerer i virksomheder, men også er kendt for at drive dem aktivt.
Tre danske opkøb
På mindre end halvandet år har Azets-koncernen købt 13 virksomheder med en samlet omsætning på godt 260 mio. NOK. Tre af opkøbene er foretaget i Danmark, og der er flere opkøb på vej, lyder det fra den danske ledelse.
- Det skyldes ikke mindst behovet for at kunne rådgive og løse opgaver inden for stadigt mere komplicerede og krævende discipliner som løn, regnskab og HR. Her stiller både national lovgivning og internationale regelsæt store krav til de konsulenthuse, der betjener virksomhederne, som er dybt afhængige af korrekt rådgivning, siger adm. direktør June Mejlgaard Jensen fra Azets Insight A/S, der sidste år købte Dansk Lønadministration, Blue Nordic og Kielberg Ejendomsadministration.
Erfaren CFO-profil i spidsen for ny M&A-funktion
For at give kunderne og medarbejderne den bedste oplevelse i forbindelse med de danske opkøb har Azets i Danmark oprettet en ny Mergers & Acquisition-funktion, som udover integration af de nye selskaber også skal afsøge markedet for nye opkøbsemner.
I spidsen for den nye enhed har Azets ansat Tanja Holsøe som senior manager. Hun har mange års erfaring fra IT- og telebranchen, der er kendt for hyppige opkøb, og har blandt andet været økonomidirektør i Danske Telecom A/S og Siminn Danmark A/S. Senest kommer hun fra den nordiske IT-virksomhed InfoCare Service A/S, hvor hun bl.a. har været CFO gennem fem år.
- Dette job var en udfordring, jeg ikke kunne sige nej til. At vokse gennem opkøb kræver mere end at foretage en klinisk due diligence og vurdere potentialet i synergierne gennem forskellige nøgletal. Det handler om oplevet merværdi for alle parter, siger Tanja Holsøe.
Tre målepunkter ved opkøb
Hos Azets arbejder man med tre-årige business cases, og for at kunne identificere relevante opkøbsemner går Tanja Holsøe efter virksomheder, der kan opfylde tre kriterier:
- Kunderne skal kunne opleve endnu større værdi i samarbejdet end hidtil, så de ikke alene bliver ombord, men også ønsker at udvide samarbejdet. Dernæst skal medarbejderne, der kommer ind i Azets-koncernen, opleve at de føler sig velkomne og får mulighed for at vokse i jobbet såvel fagligt som personligt. Og endelig skal opkøbet give økonomisk mening for vores ejere, fastslår Tanja Holsøe.
Hun er allerede i gang med at screene markedet for de næste opkøbsemner, men understreger, at Azets ikke ønsker at købe hvad som helst, der måtte være til salg.
- Som koncern har vi vel samlet set omkring 20.000 konkurrenter, men der er kun få nordiske i blandt. Ikke alle kan opfylde kravene til eksempelvis teknologisk indsigt og udnyttelse af digitale platforme i arbejdet. Så vi vil hellere vente på at købe de rigtige virksomheder end at være hurtige og købe de forkerte, siger Tanja Holsøe, som har direkte reference til adm. direktør June Mejlgaard Jensen.
Privat bor Tanja Holsøe i Jyllinge ved Roskilde Fjord sammen med sin mand og deres to sønner på henholdsvis 16 og 19 år.
Fakta om Azets
• Azets er Nordens førende leverandør af konsulentydelser inden for regnskab, løn og HR samt løn- og HR-systemer.
• Virksomhedens kunder er såvel små enkeltmandsvirksomheder som mellemstore og helt store virksomheder inden for både den private og offentlige sektor.
• I Danmark har Azets flere end 300 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Herlev samt i Odense, Kolding og Aarhus.
• På nordisk plan beskæftiger Azets flere end 3.000 ansatte og omsatte i 2017 for 2,3 mia. NOK.
Pressekontakt
Jørgen Bærentzen
Senior Manager, Marketing+partnere
40 17 87 45