11/01-11
-
Pressemeddelelse
Fanø Laks modtager Børsens fødevarepris
Fanø Laks har netop modtaget et diplom i Børsens Fødevarepris 2010-11 som én ud af i alt ni håndplukkede leverandører af sublim smag og råvarekvalitet.
Som Børsens gastronomiredaktør Ole Troelsø udtrykker det:
"Produktet er særdeles delikat. Balancen mellem røg og salt er perfekt, og selve konsistensen er nærmest ubeskriveligt lækker, på én gang fast og samtidig mør i en vekselvirkning som er helt unik."
Fanø Laks' grundlægger, Henning Rasmussen, og datter, Anne Rasmussen er naturligvis stolte over diplomet.
Køkkencheferne på landets bedste restauranter har blåstemplet den håndsaltede og ferskrøgede laks fra Henning Rasmussens røgeri som én af markedets mest eftertragtede råvarer. På Restaurant D'Angleterre i København er Fanø Laks et stensikkert hit på menukortet.
Hemmeligheden bag Fanø Laksens uovertrufne smag og konsistens er tid, masser af tid, samt en konsekvent holdning til kvalitet og ikke mindst en kærlig hånd. Henning Rasmussen, der tidligere har drevet delikatesseforretningen Fanø Fisk i 18 år, har raffineret sine metoder igennem en årrække, og røber ikke gerne detaljer i processen.
Dog kan det afsløres, at de nordatlantiske laks leveres friskfanget fra Norge. De trimmede laksesider tør og håndsaltes i et nøje tidsrum og processen består bl.a. af tilførsel af ny røg og præcise intervaller af frisk vesterhavsluft.
Laksesiderne nedkøles og modnes undervejs i processen af flere omgange.
Henning Rasmussen har egne metoder til at afgøre hvornår laksen er færdig - han siger selv, at " laksen er færdig, når den føles som låret på en ung kvinde" fortæller hans datter Anne Rasmussen med et glimt i øjet.
Hver uge producerer Fanø Laks 4-500 laksesider på denne facon.
Aftagerne er fortrinsvist landets mest estimerede restauranter, men den lækre laks fås også i udvalgte delikatesse- og slagterforretninger landet over.
Se opskrifter og få mere information på www.fanoe-laks.com
Fakta om Børsens Fødevarepris
Siden 2004 har dagbladet Børsen præmieret en række dagligvarer af særlig høj kvalitet.
Formålet med Børsens Fødevarepris er at medvirke til at sætte fokus på vigtigheden af kvalitet frem for kvantitet.
De præmierede produkter er udvalgt henover året af Børsens gastronomiredaktion og prøvesmagt samt præmieret af et panel med deltagelse af kendte danske kokke, bl.a. Francis Cardenau, Paul Cunningham, Thomas Herman, Jens Peter Kolbech, Wassim Hallal og Kenneth Hansen.
Relevant information
http://www.fanoe-laks.com/