Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/06-07   -   Pressemeddelelse

Ny ketsjersport kommer til Danmark

Danmarks første paddletennisbane indvies på lørdag i Fredericia, når den nye store idrætslegeplads på 7.500 m2 indvies i byen. Paddletennis er en blanding af tennis og squash og er blevet et kæmpe fænomen i Spanien. Lokale- og Anlægsfonden mener, paddletennis har potentiale til at blive en ny populær idrætsgren herhjemme.

Er du for langsom til at modtage en hård serv i tennis, får du en chance til i paddletennis. I den nye ketsjersport er der nemlig stillet mure op omkring banen, og dermed kommer bolden altid tilbage. Spillet er ganske enkelt nemmere at kontrollere end rigtig tennis, og det kan være en af grundene til, at spillet er eksploderet i Spanien siden 1970´erne, og at der i dag er over 30.000 baner i landet.

Nu får danskerne muligheden for at prøve kræfter med den nye sport, når Danmarks første paddletennisbane åbner på lørdag i forbindelse med indvielsen af en stor idrætslegeplads på Gasværksgrunden i Fredericia.

Lokale- og Anlægsfonden har både støttet projektet økonomisk og været med i samarbejdet om at udvikle den store idrætslegeplads. Det var således også på Lokale- og Anlægsfondens opfordring, at der blev opført en paddletennisbane i Fredericia. Perspektivet er, at der flere steder i landet ligger ubrugte tennisbaner på grund af for få aktive tennisspillere, og disse baner kan omdannes til paddletennisbaner.

Holger Kortbek, der er konsulent i Lokale- og Anlægsfonden, siger:
"Man kan ikke direkte bruge underlaget på de gamle tennisbaner, men man sparer at grave jord væk og dræne undergrunden, og så er der samtidig andre faciliteter og muligheder for omklædning i nærheden," siger han.

Holger Kortbek mener ikke, paddletennis skal sælges som en afløser for tennis.
"Det er et andet spil end tennis. Det er nemmere at gå til, og det er ikke lige så afgørende, at du er præcis med slagene, da bolden ikke ryger ud over baglinjen," siger han.

Fakta.
Paddletennis spilles på en 20 x 10 meter stor bane, der er delt på midten af et tennisnet. Banen er omkranset af tre meter høje mure ofte i plexiglas. Ketsjerne er uden strenge, men har en hullet overflade, og den må højest være 45,5 cm. lang og 26 cm. bred.

Idræts og kulturplads i Fredericia
Lørdag den 23. juni indvies en ny 7.500 m2 stor idræts- og kulturplads i Fredericia. Gasværksgrunden er en gammel giftgrund, men nu omdannes den til en "legeplads," med plads til en mængde aktiviteter, som f.eks. petanque, mange forskellige boldspil, ishockey og hockey samt en legeplads for småbørn. Derudover vil der også være en scene til teateroptræden og filmforevisning.

Lokale- og Anlægsfonden har støttet projektet med 2,8 mio. kr.

Lokale- og Anlægsfonden uddeler årligt mellem 80 og 90 mio. kr. fra tipsmidlerne til idræts-, kultur- og fritidsbyggeri. Fonden støtter især den gode idé og den nyskabende arkitektur, der kan benyttes af mange forskellige brugere.

OBS. Der kan laves aftaler om at få demonstreret paddletennis på lørdag den 23. juni ved at ringe til Holger Kortbek på 32 83 03 47, mobil 61 60 26 29. Han kan også give yderligere information.

Supplerende information - direktør i Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich 32 83 03 41, 21 29 68 56.

Relevant information

http://www.loa-fonden.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Lokale- og Anlægsfonden
Kanonbådsvej 12
1437 København K, Danmark

  40752686
  40752686

http://www.loa-fonden.dk

Modtag nyheder fra Lokale- og Anlægsfonden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater