31/08-12
-
Pressemeddelelse
Fagsamspil som fordel eller forhindring
Gymnasiereformen af 2005 har ændret den måde, lærere og elever arbejder på, fordi fagsamspillet er blevet obligatorisk i alle gymnasiale uddannelser. Det giver mere plads til selvstændighed og individuel kompetenceudvikling. Men det betyder også, at uddannelsen bliver lettere for de elever, som oplever fagsamspillet som en frihed, og sværere for de elever, som oplever det som tvunget. I sin nye bog giver Lilli Zeuner et samlet billede af konsekvenserne af fagsamspillets indførelse på de gymansiale uddannelser.
Med 2005-reformen bliver der igangsat en institutionel forandring, som skal danne grundlag for en ny form for tænkning og dannelse hos de unge. Eleverne skal sammentænke flere faglige elementer i én og samme opgave, og lærerne skal samarbejde på tværs af faglig baggrund og uddannelse.
Når grænserne mellem de genstandsbestemte fag på denne måde bliver mindre synlige, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt vi fremover vil opleve helt nye måder at strukturere vores viden på. Er det måden, vi tænker på, der vil danne grundlag for vores organisering af viden?
Fagsamspil og erkendelse i de gymnasiale uddannelser afklarer, hvad udviklingen fra den traditionelle fagopdelte undervisning til en kombination af enkeltfaglig og interdisciplinær undervisning betyder for de unges dannelse og kultivering.
Bogen er baseret på en stor undersøgelse af de gymnasiale uddannelser med brug af både kvalitative og kvantitative data, og Lilli Zeuner sammenfatter disse data om forandringer i unges kultiveringsproces.
Lilli Zeuner, mag.art., ph.d., er ansat som lektor i uddannelses- sociologi ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.
Fagsamspil og erkendelse i de gymnasiale uddannelser
Af Lilli Zeuner
257 sider · 280 kr.
ISBN: 978-87-768-3028-1
1. udgave 2012
Nyt fra Samfundsvidenskaberne
Bogen er udkommet
Relevant information
http://www.nfsv.dk
Firma
Nyt fra Samfundsvidenskaberne
Rosenørns Allé 9
1970 Frederiksberg ,
Danmark
38 15 38 82
38 15 38 82
http://www.nfsv.dk