Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/02-09   -   Pressemeddelelse

Studerende og forskere får genvej til nettjenester

Nu kan 170.000 studerende og forskere nøjes med ét brugernavn og kodeord.
Hovedparten af de danske universiteter har koblet sig til et nyt system, WAYF (Where Are You From), der fungerer som omstillingsanlæg til viden på nettet. Også professions-højskolerne er på vej.

Alle studerende og ansatte har i forvejen brugernavn og kodeord, som ved hjælp af WAYF nu kan genbruges til at få adgang til viden og tjenester på nettet, som ikke ellers er frit tilgængelige.

WAYF gør det muligt for institutionerne at samarbejde på nye måder og dele tjenester. For eksempel har Syddansk Universitet brugt tid og penge på at udvikle en quiz til at teste studerendes og ansattes viden om it-sikkerhed. Quizzen stilles nu gratis til rådighed for andre uddannelsesinstitutioner via WAYF-infrastrukturen.

Både Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har tilsluttet WAYF-tjenester, og Nationalmuseet og Danmarks Radio planlægger tillslutning for at tilgængeliggøre materiale fra deres samlinger ved hjælp af WAYF.

Nemt og gratis

Foreløbig er en halv snes tjenester i luften, og mange flere er på vej. Hovedparten af de nuværende 170.000 tilsluttede brugere kan nu eksempelvis bruge deres login til at slå op i ordbogstjenesten Ordbogen.com. Når brugeren går ind på ordbogen.com, tjekkes det om brugeren kommer fra en institution, der abonnerer på tjenesten. Dermed slipper brugeren for endnu et brugernavn og kodeord - og institutionen slipper for besværet med at administrere adgangen til tjenesten. Det er gratis for studerende og forskere at bruge WAYF - men som nævnt er det op til tjenesten at kontrollere adgangen og eventuelt opkræve betaling for brugen.

Også Microsoft er tilsluttet WAYF, så danske studerende nu gratis kan hente Microsoft-produkter via Dreamspark-tjenesten. Som del af download-proceduren skal de studerende bruge WAYF til at logge ind derhjemme, for at bevise at de er studerende.

Sikkerhed og privacy i top

WAYF indfører ´rollebaseret adgangskontrol´ hvilket vil sige, at brugerne får adgang i kraft af hvad og hvem de er, ikke fordi de eksempelvis fysisk befinder sig et bestemt sted.

WAYF fungerer som bindeled og gør det muligt for institutionerne på en sikker og nem måde at levere informationer om deres brugere til tjenesterne. Det sker dog aldrig, uden at brugeren først har godkendt (samtykket til) overførslen - og samtykket kan til enhver tid trækkes tilbage, sådan som Persondataloven foreskriver det. WAYF gør det derfor lettere for institutionerne at overholde Persondataloven i forhold til eksterne tjenester, ikke mindst fordi WAYF sørger for, at der kun overføres helt nødvendige data til tjenesterne. Idet WAYF agerer ´omstilingsbord´ lagres ingen persondata hos WAYF.

Bruger-login sker på den enkelte institution (ikke hos WAYF), og derfor er sikkerheden bedre, end hvis hver enkelt tjeneste administrerer brugerene og deres mange kodeord. Sammen med WAYFs nye muligheder for sikker anonymisering, uddanner WAYF brugerne i god skik for databehandling.

WAYF er finansieret af Videnskabsministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. WAYF har sekretariat i Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Relevant information

http://www.wayf.dk



Pressekontakt


Firma

Styrelsen for Bibliotek og Medier
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V, Danmark

  20 31 67 60
  20 31 67 60

http://www.pallesgavebod.dk

Modtag nyheder fra Styrelsen for Bibliotek og Medier på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire