Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/01-15   -   Pressemeddelelse

IVS er bag markant stigning i antal af nye selskaber

26.408 nyetablerede selskaber så dagens lys i 2014. Det er 9.000 flere end sidste år og en stigning på en tredjedel, viser nye tal fra Experian. Iværksætterlysten er fortsat størst i Hovedstaden, men resten af landet følger godt med. 6.000 selskaber oprettedes som IVS - den nye selskabsform, der kan etableres for en krone. Stadigt flere vælger revisionen fra.

Udviklingen i selskabsetableringer tog en ny drejning i 2014. Samlet blev der etableret 26.408 selskaber i årets løb, svarende til knap 9.000 flere end i 2013.
Den øgede iværksætterlyst kan i høj grad forklares ved introduktionen af den nye selskabsform Iværksætterselskab, IVS. De 6.000 nye IVS er udgør 2/3 af stigningen i etableringerne i 2014. Resten vedrører især Anpartselskaber, ApS "˜er, der fortsat er langt den mest udbredte selskabsform i Danmark. Det er fortsat københavnere og iværksættere i Nordsjælland, der er flittigst, når det gælder om at etablere selskab. Bruttovæksten i Hovedstaden var i 2014 ca. 12 procent, mens den på landsplan var 10 procent.

Lave kapitalkrav driver iværksætteriet
Sammenlignet med personligt ejede virksomheder, hæftes der kun med indskudskapitalen i et ApS. Det samme gør sig gældende for et IVS. Et IVS er endvidere kendetegnet ved et lavt krav til indskudskapital - helt ned til en krone. Det gør det lettere at etablere, men omvendt er et IVS mere sårbart overfor tilbageslag i drift og omsætning.

Udvikling i etableringer, selskabsform
"Det er rigtig godt, at der er kommet gang i iværksætterlysten i Danmark. De nye IVS'er udgør en mindre del af det samlede antal etableringer, men yder et klart bidrag til den tiltagende iværksætterlyst. Selskabsformen kræver mindre indskudskapital og sænker dermed den finansielle barriere for at starte egen virksomhed. Andre årsager til øget iværksætterlyst kan være et stramt arbejdsmarked samt afkortning af dagpengeperiode, som tilskynder folk uden arbejde til at tænke alternativt og starte for sig selv." siger Frank Papsø, Nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian..

Mange lukker igen efter fem år
"En 1/3 af de selskaber, der etableres, ser vi imidlertid lukke igen efter fem år. Selskaberne når aldrig en form, hvor de for alvor kan bære sig selv og have mange ansatte. For at sikre langsigtet vækst, bør ledelser tænke i initiativer, der sikrer, at de når udover den kritiske fem-års grænse", konstaterer Frank Papsø.

Adgang til kapital kræver godt regnskab
Mange selskaber oplever, at det kan være vanskeligt at rejse den nødvendige kapital. Samtidig har 50 procent flere selskaber i 2014 fravalgt revision for regnskabsåret 2013. Det er, ifølge Frank Papsø, en skidt kombination:

"Det er naturligvis et forsøg på at spare en umiddelbar udgift, men en dyr løsning. En virksomhed uden regnskab får en dårlig kreditvurdering. Det resulterer i lån, der er alt for dyre. Selskaberne bør i stedet skabe transparens omkring deres økonomi og fokusere på langsigtet vækst. Der har igennem krisen været tendens til et kortsigtet fokus på bundlinje - tiden er måske kommet til at fokusere på toplinje og ekspansion," vurderer Frank Papsø.

............................

Fakta om IVS'er

Pr. 1. januar 2014 blev det muligt at stifte og få registreret et iværksætterselskab, IVS. Et iværksætterselskab er en særlig type anpartsselskab, der opbygger sin kapital gennem selskabets drift. Iværksættere kan stifte selskabet med en selskabskapital på mellem 1 krone og 49.999. Kapitalen opbygges herefter ved, at man opsparer 25 pct. af det årlige overskud i selskabet - indtil selskabskapitalen og en særlig reserve til de opsparede overskud samlet udgør 50.000 kr. Derefter kan iværksætterselskabet omregistreres til et almindeligt anpartsselskab.

............................

Indbydelse

Hvis du vil høre mere om baggrunden for tallene og perspektiverne for dansk økonomi har du mulighed herfor ved Experians nytårskur onsdag den 14. januar 2015. Her vil vi også gennemgå udviklingen i etableringer, RKI-anmærkninger samt hvad det betyder for dansk økonomi 2015/16. Tilmelding via www.experian.dk

Relevant information

Experians analyse af nyetablerede selskaber i 2014

Pressekontakt


Firma

Experian
Lyngbyvej 2
2100 København Ø, Danmark

  22 82 15 78 / 20 34 39 77

http://www.experian.dk

Modtag nyheder fra Experian på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire