Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/01-15   -   Pressemeddelelse

Danskerne afviklede privat gæld for 100 mio. kroner i 2014

Flere end 1.000 danskere vinkede farvel til RKI i det forløbne år - og den rekordstore privatgæld er på vej ned. 83.000 gældsposter er afviklet. Udviklingen er positiv over hele landet med en marginal forværring i Region Sjælland, viser nye tal fra Experian. Det er især årgangene fra 21-50, der betaler små gældsposter ud, mens de ældre årgange fastholdes af uoverkommelig gæld.

Nu barberer danskerne af på den rekordstore misligholdte privatgæld - og det i et tempo, som på 12 måneder har nedbragt den samlede gæld fra 16,9 til 16,8 mia. kroner pr. 1. januar 2015. Det viser nye tal fra gældsregistret RKI, der ejes af Experian.
Den misligholdte gæld er dermed faldet med godt 100 millioner kroner på et år. Penge, som løbende er kanaliseret tilbage til virksomheder, der ikke fik deres varer og ydelser betalt i første omgang.

Flere end 1.000 forlod RKI
"Det er første gang, vi ser så omfattende et fald i danskernes misligholdte privatgæld", konkluderer Frank Papsø, direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian.
Udviklingen omfatter såvel antal registrerede personer som skyldige beløbsstørrelser og antal betalingsanmærkninger pr. registrerede.
"I alt 1.222 danskere trådte ud af RKI i årets løb. Vi har nu 231.582 registrerede mod 232.804 for et år siden. Og selv om det ikke er en kæmpe forskydning, viser det, at danskerne er blevet mere omhyggelige med at afvikle mindre gældsposter", siger Frank Papsø.

83.245 færre gældsposter
Experian har kigget dybere i de aktuelle tal, og det viser sig, at 2014 kommer op med en bemærkelsesværdig rekord. Aldrig før er et så stort antal sager blevet afviklet over så kort tid.
"I alt 83.245 gældsposter er forsvundet fra RKI registret siden januar 2014", oplyser Frank Papsø.
Det har resulteret i, at antallet af sager pr. registrerede person (antal betalingsanmærkninger) faldt med 0,5 procentpoint. Hvor der i januar 2014 var et gennemsnit på 3,05 sager pr. registrerede, er der nu 2,98

Positive tendenser har bidt sig fast
I Experian vurderer Frank Papsø, at de positive tendenser har bidt sig fast og at udviklingen vil fortsætte et stykke tid endnu. Ikke mindst når det gælder om at afvikle mindre gældsposter. Trods de gode takter er der nemlig fortsat masser af misligholdt gæld at tage fat på i kategorien "impuls-gæld".
Hver fjerde RKI- registrerede, svarende til 71.085 danskere skylder mindre end 5.000 kroner.
"Det er trods alt beløb, hvor en afdragsløsning bør være inden for rækkevidde", vurderer Frank Papsø.

Fald blandt gruppen fra 18-50 år
Tallene viser en lille stigning i de gennemsnitlige beløbsstørrelser i gruppen 18-21 år, der oftest påkalder sig opmærksomhed, fordi det er her de unge grundlægger deres gældsadfærd. En udvikling, der imidlertid kan forklares ved ganske få unge, som er røget i RKI med en relativ stor gæld og dermed påvirker gennemsnittet.

Yngre årgange betaler af
I aldersgrupperne 21-30 år, 31-40 år og 41-50 år - hvor der arbejdes, stiftes familie og etableres bolig - viser statistikken for første gang siden 2008 et fald på alle parametre. Årgangene skylder mindre i gennemsnit og andelen af registrerede er reduceret i flæng.
"Det er også her vi i vores dybere analyser ser, at de fleste har været i gang med at afvikle gæld. Så der er tale om en meget overbevisende udvikling, som bekræftes i at også tilgangen af nye anmærkninger er på retur. På den baggrund ser det ganske godt ud for danskernes kontrol over forbruget" , siger Frank Papsø.

De 50-90 år kæmper med gælden
For aldersgrupperne 51-60 år, 61-70 år, 71-80 år og 81-90 år derimod udspiller sig en kamp med en voksende gæld stiftet i "gode tider" fra 2004 til 2008, hvor boligpriserne var høje og arbejdsløsheden lav. At krisen har skubbet til disse aldersgrupper, bekræftes af de nye RKI-tal. For eksempel skylder aldersgruppen 71-80 år nu godt 74.000 kroner i gennemsnit, i modsætning til 65.000 for et år siden, ligesom der blevet flere registrerede.
"Her bliver der kæmpet hårdt for at komme videre, men det er med ryggen mod væggen, for tiden løber. Pensionsalderen er ofte baseret på knappe ressourcer" siger Frank Papsø.
Frank Papsø vurderer, at cirka 100.000 personer fra de nævnte aldersgrupper holdes fast i en gælds spiral i negativ retning.
"Mange vil først have udsigt til at forlade RKI den dag, de kan få gældssanering".

Region Sjælland går den forkerte vej
Når vi ser på den regionale udvikling i gæld er Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Hovestaden er historien positiv og stort set identisk. Kun Region Sjælland skiller sig ud og kæmper med en lille stigning i privat-gælden. Ifølge Frank Papsø kan det skyldes et efterløb fra boligboblen i Hovedstaden tilbage i 2007-09.

De fem store byer udvikler sig i rigtig retning
Esbjerg ser ud til at halte lidt bagefter, når vi taler om positiv udvikling i antal RKI sager per borger og antallet af registreringer ligger også højest blandt storbyerne. Esbjerg er til gengæld den kommune, som har den mindste gæld målt i kroner af de fem største kommuner.
___

Udvalgte fakta fra rapporten:

· I alt 231.582 danskere er registreret i RKI med én eller flere sager om misligholdt privat gæld.

· Den største andel af RKI-registrerede finder man blandt de 31-40 årige, hvor 7,60 procent er registreret - i alt 52.735 personer

· Den gennemsnitlige gæld for alle RKI-registrerede er 72.619 kr. - en tilbagegang fra januar 2014, hvor gennemsnittet var 72.702.

· De 61-70 årige tegner sig for de største skyldige beløb, nemlig et gennemsnit på 99.723 kr. Antallet i aldersgruppen er på vej ned, grundet at en del af de større skyldnere er overgået til aldersgruppen 71-80 år

__

RETTET
Top 10 - Her er færrest RKI-registrerede

1. Allerød
2. Rudersdal
3. Dragør
4. Gentofte
5. Lyngby-Taarbæk
6. Hørsholm
7. Skanderborg
8. Egedal
9. Frederiksberg
10. Fanø

TOP 10 - Her er flest RKI-registrerede

98. Lolland
97. Ishøj
96 Guldborgsund
95. Kalundborg
94. Slagelse
93. Vordingborg
92. Brøndby
91. Faxe
90. Albertslund
89. Odsherred

Relevant information



Pressekontakt


Firma

Experian
Lyngbyvej 2
2100 København Ø, Danmark

  22 82 15 78 / 20 34 39 77

http://www.experian.dk

Modtag nyheder fra Experian på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire