11/09-14
-
Pressemeddelelse
12.000 håndtørrere til togindustrien i Europa
En DAN DRYER-håndtørrer er nærmest uopslidelig. Det er årsagen til, at de velkendte danske håndtørrere er solgt i mere end 12.000 eksemplarer til togindustrien i hele Europa - og det er en 'ongoing business'.
Driftssikkerhed går forud for alt andet i togbranchen, forklarer Export Manager ved DAN DRYER, Ed Visser, om succesen: "Alt er indbygget bag en væg, et loft eller et spejl på et togtoilet, så når det først er monteret, skal det bare køre."
Og det er, hvad håndtørrerene fra DAN DRYER gør. Der er fem års garanti på maskinerne, men er de mest basale vilkår på plads, såsom tilførsel af ren luft, er der set eksempler på 20 år gamle håndtørrere, der stadig kører upåklageligt.
Det var præcis den form for driftssikkerhed, som den franske togkabinebygger Stratiforme efterspurgte tilbage i 2005, hvor de skulle bruge omtrent 2.500 indbygnings-håndtørrere til et renoveringsprojekt for SNCF (de franske statsbaner). Franskmændene er stadigvæk kunde ved DAN DRYER og har netop fået leveret endnu 286 maskiner. Øvrige kunder tæller bl.a. Semvac fra Danmark, tyske Stadler Pankow samt BFG fra Bahrain m.fl.
Udviklet med kunderne til specielle forhold
DAN DRYER har således i samarbejde med forskellige kunder i togbranchen løbende udviklet varianter af indbygnings-håndtørrere, modelleret over den originale AA/AE-model, der har været på markedet de seneste 35 år. Det har eksempelvis resulteret i en håndtørrer-model til 24 V i stedet for 220 V og en varmeblæser til montering i dørsøjler. Ad den vej har den lille danske producent oparbejdet en stor ekspertise på området og specialiseret sig inden for en niche, som de store multinationale koncerner ikke viser den store interesse for.
Gode toiletforhold giver en god oplevelse
"Set i en større international sammenhæng kan vores andel af et stort nyt togprojekt, f.eks. ved de franske statsbaner, virke ret ubetydelig," siger Ed Visser, men fremhæver samtidig, at netop passagerens indtryk af toiletfaciliteterne, serviceniveauet og den totale rejseoplevelse i meget høj grad afhænger af, at netop toiletforholdene er gode, og at tingene virker.
"Det er min opfattelse, at såvel togbygger som togoperatør tager denne del meget alvorligt, fordi de er bevidste om effekten på slutbrugeren," lyder det fra eksportchefen.
En anden væsentlig konkurrencefordel er at finde i serviceafdelingen ved togoperatøren, der på ingen måde er interesseret i at udskifte leverandør, slet ikke når et samarbejde fungerer. Deres fornemmeste opgave er at holde tingene i drift, og det gør de lettest med én leverandør og ét sæt reservedele. Når DAN DRYER forhandler med kunden, vægter driftssikkerhed langt mere end pris.
"Vores håndtørrere er designet og udviklet til at fungere i offentlige rum, hvor de skal kunne holde til gentagende brug samt hårdhændet håndtering og knubs over en lang tidsperiode," siger Ed Visser.
Lang holdbarhed, høj kvalitet og driftssikkerhed er naturligvis elementer, der påvirker prisniveauet, men så længe den lovede produktkvalitet bliver indfriet og leveres som aftalt, efterspørges varerne.
Endnu et aktuelt bevis på dette er salget af 460 DAN DRYER-pusleborde, tilpasset til Thameslink-projektet i England - en togforbindelse, som for fremtiden skal forbinde London og de omkringliggende lufthavne. Et andet eksempel er en ordre på mere end 200 varmeblæsere specialudviklet til at opretholde varmen i de schweiziske pendlertog mellem Bern og Solothurn i Schweiz under passagernes hyppige ind- og udstigninger.
Relevant information
Firma
DAN DRYER A/S
Alsikevej 8
8920 Randers NV,
Danmark
+45 86 41 57 11
www.dandryer.dk