18/11-14
-
Pressemeddelelse
Årstiderne Arkitekter får rekordoverskud
Årstiderne Arkitekter får i dette regnskabsår et overskud på 9,8 mio. kr. Det er næsten en fordobling af sidste års resultat på 5,1 mio. dkk - og et rekordoverskud for det 30 år gamle arkitektfirma med rødder i Silkeborg - og afdelinger i København, Herning, Norge og Sverige.
Succes baseret på specialiseringSuccesen forklares med firmaets aktive specialisering og brug af videnbaseret arkitektur. Torben Klausen, adm. direktør, fortæller:
"Vi er vokset markant i et trængt marked, og det mener vi er fordi vi ikke længere løber efter alle arkitektkonkurrencer og udbud. Kun indenfor de områder, vi ved noget om. Vi har ganske enkelt gjort op med os selv, at vi vil starte længere oppe på læringskurven, hver gang vi får et nyt projekt. Vi laver dét, vi er bedst til, og det er sjovere - både for kunden og for os. Og det er nok den strategi, der nu viser sig i vores regnskab". Torben Klausen uddyber, at specialiseringen også har betydet, at tegnestuen vinder flere arkitektkonkurrencer. Derudover bliver langt mere af det opsøgende udviklingsarbejde realiseret i samarbejde med tegnestuens tilbagevendende kunder.
Stabilitet er ikke kedeligÅrstiderne Arkitekters årsregnskab viser, at der er vækst i top- og bundlinje for tredje år i træk. Dette, sammenholdt med at virksomheden har haft overskud i 28 ud af dets 30 leveår, er usædvanligt for en arkitektbranche, der ellers er præget at dramatisk svingende over- og underskud. Torben Klausen mener dog, at stabilitet er nødvendig for at skabe god arkitektur:
"Vi synes jo ikke, at stabilitet er kedelig. Vi lever blandt andet af innovation og kreativitet - og man skal jo kunne tjene penge for at kunne udvikle sig. En stabil indtjening er ikke en fjende til kreativitet. Det er en betingelse". Fremtidssikring af bygningerTorben Klausen forklarer, at en anden væsentlig årsag til løftet i omsætning og indtjening skyldes datterselskabet Eseebase, der har fokus på den efterfølgende drift af bygninger - og som har stået for halvdelen af virksomhedens overskud:
"Eseebase, som vi etablerede for nogle år siden, bidrager markant til væksten i både top- og bundlinje. I Eseebase bruger vi nogle af de kompetencer, vi har oparbejdet, til at optimere driften af ejendomme. Lidt populært kan man sige, at arkitektvirksomhedens hovedfokus er etableringen af byggerier, mens Eseebase har fokus på den efterfølgende drift af bygningerne".
Relevant information
AÌŠrstidernearkitekter koncernregnskab
Pressekontakt
Torben Klausen
Adm direktør
+45 4018 3232
+45 4018 3232
Firma
Årstiderne Arkitekter
Papirfabrikken 24
8600 Silkeborg,
Danmark
7024 2100
www.aarstiderne.dk