Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/08-20   -   Pressemeddelelse

Danske System Audio kåret som verdens bedste trådløse højttaler



Den internationale forening af fagmagasiner har netop tildelt Legend 5 Silverback den prestigefyldte EISA Award. Prisen til den anerkendte danske højttalerfabrik er den seneste i en lang række priser for lyd i verdensklasse

Kåringen af højttalerfabrikken System Audio A/S’ Legend 5 Silverback som årets bedste trådløse højttaler er langt fra virksomhedens første anerkendelse. System Audio A/S har gennem de sidste 36 år modtaget i omegnen af 150 priser for sine højttalere, men prisen fra The Expert Imaging and Sound Association, EISA, er en ekstra stor hæder, fordi kåringerne fra EISA reelt er verdensmesterskabet indenfor teknologi.
- Prisen kåres af fageksperterne fra EISA, som ser på alle produkter, der kommer i løbet af året og vurderer, hvilke produkter der gør den største forskel. Så det er den største anerkendelse i vores branche, et kæmpe skulderklap, og jeg er naturligvis meget stolt af prisen, siger udviklingschef i System Audio A/S, Ole Witthøft.

Elegant, exceptionel og trådløs
EISA er en international forening af 61 fagmagasiner i 29 lande, der hvert år kårer det bedste, de har oplevet inden for forskellige teknologier som for eksempel fladskærme, pladespillere og højttalere. Ifølge EISA har System Audio A/S med Legend 5 Silverback modtaget prisen for at designe og udvikle en højttaler, der kombinerer et elegant og trådløst design med den bedste lyd og mange muligheder for tilslutning til alt fra computer og fladskærm og mange forskellige streamingsfunktioner. Juryen begrunder deres valg af System Audio således:

”Det danske firma System Audio valgte en logisk tilgang med deres Legend 5 Silverback-højttalere. De er aktive med dedikerede forstærkere til hver enhed og bliver trådløs, når du tilkobler den selvstændige Stereo Hub eller tredjepartssender. Med betjening via WISA-teknologi undgår man interferens, mens højttalerne kan bære lyd op til 192kHz/24-bit og mulighed for at tilslutte til en række kilder fra digitale forbindelser fra en computer eller til TV-lyd. Den har også streaming-muligheder fra DLNA/UPnP til GoogleCast, Airplay og Bluetooth. Det er en smuk og elegant, fin-klingende, trådløs musikløsning.”

Kompromisløs
Ifølge udviklingschefen er det System Audios kompromisløse ambition at gøre det let at være musikelsker og at have den bedste lyd i det meste brugervenlige produkt.
- Jeg har i årevis været irriteret over, at mange teknologiske løsninger er begrænset til kun at fungere med ganske få andre løsninger. Jeg synes, at verden kalder på større fleksibilitet. Derfor har det med Silverback-teknologien også været vores topprioritet at få så mange muligheder for tilslutninger til andre produkter og streaming ind i vores højttalere på den mest brugervenlige måde, siger Ole Witthøft.

Hvor man tidligere skulle købe et kostbart musikanlæg, trække kabler rundt i stuen og i øvrigt have stor viden om systemet for at få det optimale ud af det, kan man nu nøjes med to trådløse højttalere og en smartphone. Udviklingschefen fortæller, at den prisvindende produktserie også er strømbesparende, og at man kan opgradere softwaren, så man kan have produktet i mange i stedet for at købe nyt.

Kompromisløsheden fortsætter efter købet af højttaleren. Som noget helt nyt har System Audio lanceret den gratis app Room Service, der fikser et lydproblem, som end ikke producenten af verdens bedste højttaler kan tage højde for: Akustikken i det rum, hvor højttalerne står.
- Hver stue har sit særkende, og de fleste rum i vores boliger har ikke optimal rumklang. Det kan vi nu fikse med vores app, der foretager rumkorrektion. Appen måler akustikken i dit rum, beregner en rumkorrektion og får højttalerne og rummet til at samarbejde. Resultatet er en markant opgradering af lyden i rummet, forklarer Ole Witthøft, som pga Corona-restriktioner endnu ikke har kunnet modtage den fysiske EISA-pris med en publikumsfyldt hal, men har fået den tilsendt til fabrikkens showroom.

Fakta om System Audio A/S
• System Audio blev grundlagt i 1984 i kælderen hos indehaver Ole Witthøfts forældre.
• I begyndelsen af 1990'erne rykkede virksomheden til Valby, men siden 2002 har System Audio ligget i Roskilde og har 10 ansatte, som blandt andet står for montagen af 20.000 højttalere om året. System Audio eksporterer i dag til 41 lande.
• Gennem de sidste 36 år har virksomheden vundet i omegnen af 150 priser for deres højttalere og har nu vundet den vigtigste pris inden for teknologien branchen, EISA-prisen, for årets højtaler.
• Blandt virksomhedens priser kan nævnes, at de var Børsen Gazelle-vinder i 2001 og i 2014 kårede det nordiske magasin ”Lyd og Billede” fabrikkens lille, trådløse højttaler ”Saxo SA 1 Active” som ”Årets Bedste Højttaler 2014/2015”. Derudover har System Audio modtaget en Red Dot Design Award, en Iconic Innovation Award, Bordingprisen for digitale medier, Roskilde Erhvervspris, og så har de fået titlen som årets produkt i forskellige lande flere gange – blandt andet som Årets Højttaler i Tyskland, Frankrig og Norge.
• Læs mere på www.system-audio.com

Fakta om The Expert Imaging and Sound Association, EISA
• EISA er et samarbejde mellem 61 af de mest respekterede internationale specialmagasiner, som kontinuerligt foretager uafhængige tekniske anmeldelser af nye produkter inden for forbrugerelektronik.
• Magasinerne kommer fra 29 forskellige lande i hele verden og bidrager med hver deres erfaring og ekspertise til EISA’ seks ekspertgrupper inden for fotografiudstyr, mobile enheder, Hi-Fi, lydudstyr til hjemmebiografer, skærm og video-udstyr til hjemmebiografer og elektronik til bilen.
• Hvert år fejres de bedste nye produkter, der kombinerer den mest avancerede teknologi med bedste ydeevne med en EISA Award.
• Læs mere om EISA og kåringen af Legend 5 Silverback på https://www.eisa.eu/?lang=dk


Relevant information

Hjemmeside
https://system-audio.com/da/

EISA hjemmeside
https://eisa.eu/?lang=dk


Billeder


Pressekontakt

Ole Witthøft
  26161717

Firma

System Audio A/S
Klosterengen 137 L
4000 Roskilde, Danmark

  36 45 80 80

www.system-audio.com

Modtag nyheder fra System Audio på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire