Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/01-16   -   Pressemeddelelse

Udviklingschefens nytårsforsæt: God lyd til alle

Udmærkelse for andet år i træk til et velklingende højttalerpar fra danske System Audio.

Om det er ørehængere i hverdagen eller dansemusik til nytårsaften: højttaleren har været en del af vores hverdag og fest i mange år. Faktisk i 100 år for at være helt nøjagtig, og kort før 2015 blev til 2016 fejrede den danske lydbranche, at det var danskfødte Peter Laurids Jensen, der i 1915 opfandt verdens første højttaler. Næsten på dato blev de danskudviklede "SA saxo 5 active" fra System Audio A/S udpeget af fagtidsskriftet Lyd & Billede som "Årets bedste, trådløse højttalere 2015".

System Audios udviklingschef og grundlægger Ole Witthøft hører til en eksklusiv kreds af lydentusiaster, der i Peter Laurids Jensens lydspor har gjort nørderiet til en levevej. Han er ikke alene stolt over, at et af den danske højttalerfabriks produkter for andet år i træk bliver "Bedst i test" i det ansete fagtidsskrift. Han er også glad for, at han som gæstetaler ved innovationsnetværket Dansk Lyds store jubilæumsarrangement i Struer i efteråret var med til at fejre den efterhånden glemte opfinder, som for 100 år siden præsenterede sin første Magnavox-højttaler foran 75.000 mennesker til et stort juleshow i San Francisco i USA.

Ole Witthøft er selv god for events blandt andet i form af vinylmesser og stuekoncerter, "crowd-sourcing" af gode ideer og ikke mindst for en meget præcis tilgang til god lyd. Som det hedengangne blad "High Fidelity" skrev i en anmeldelse allerede i 1986, så er al udvikling hos System Audio afledt af lytteprøver snarere end af traditionelle målinger. Det var to år efter virksomhedens start. I dag producerer virksomheden hvert år over 20.000 højttalere, hvor godt 80 % eksporteres til over 40 lande, og man er stadig tro mod værdigrundlaget.

Prisvindere på god lyd
- Jeg er ærligt talt stolt over, at vi i et anerkendt tidsskrift som Lyd & Billede får ros for, at vores højttalere er neutrale lydgengivere, der gengiver klangen loyalt. Det går nemlig helt ind i hjertet af vores filosofi, at en oplevelse hverken kan måles eller beregnes. Derfor kan højttalere naturligvis ikke kun udvikles ud fra tekniske specifikationer. Vi er nødt til at stole på det, vi hører - og vi hører godt, smiler Ole Witthøft.

Struer Museum, hvor Dansk Lyds jubilæumsarrangement blev holdt, bygger i høj grad på historien om avisaktuelle Bang & Olufsen, som længe har været verdensberømte for både lyd og design. System Audio laver også højttalere i den dyre ende, men over hele spektret tjener designet kun to formål: at give de indbyggede højttalere de bedste betingelser og kabinetterne en diskret placering i hjemmet eller hvor de nu finder anvendelse. De skal ikke være spektakulært anderledes. De skal være diskrete formidlere af god lyd.
- Vores hemmelighed er, at vi er gode til at lytte. Vi lytter på alle vores højttalere, indtil vi er tilfredse med lydbilledet. Støder vi på et eller andet undervejs, der lyder forkert, tjekker vi på måleinstrumenterne, om der er en bule på en kurve et sted og så justerer vi efter det, men det handler om at lytte. Derfor mener vi faktisk også, at god lyd bør være for alle og - havde jeg nær sagt - uanset pengepung. Pris og kvalitet hænger naturligvis sammen, men vores testvindere viser altså, at det kan lade sig gøre, siger Ole Witthøft.

Danmarks fjerdestørste eksporterhverv
- Lydbranchen beskæftiger 20.000 mennesker herhjemme. Det er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, så vi er en del af noget stort, og det skylder vi da Peter Laurids Jensen, tilføjer Ole Witthøft, at vi er så gode til det med lyd uanset om det er høreapparater eller de helt store anlæg vi taler om.

De to prisvindere ligner den klassiske reolhøjttaler og passer fint ind i et reolsystem. Størrelsen giver imidlertid den begrænsning, at de helt dybe toner ikke lyder, som om du sidder i koncertsalen, for de er der simpelthen ikke.

Til gengæld plejer SA's saxo 5 active ifølge fagtidsskriftet gengivelsen "omsorgsfuldt og neutralt", fordi "mellemtonen er åben og hurtig, stemmer lyder naturligt uden kunstige betoninger og diskanten er tilpas luftig og fri af højttalerne".
- Så gør det lidt mindre, at basgengivelsen er rimelig slank, for der er jo også grænser for hvad vi kan få ud af et højttalerpar i mellemklassen, der rent faktisk kan placeres på en reol, hvis det er det man vil. Man kan altid føje en subwoofer til, hvis det er den helt dybe bas man mangler, men det vigtigste for os er, at lydbilledet er så neutralt som muligt og at vi giver så mange som muligt adgang til god lyd, siger Ole Witthøft.

Vigtigt med den rigtige placering
Apropos reolen: det er ikke ligegyldigt, hvor du placerer dine højttalere. Står de for højt eller for lavt - f.eks. helt nede på nederste hylde - lyder de ikke godt uanset, hvor gode de er. Er højttaleren i højde med dine ører, når du sidder ned, får du det bedste resultat. Og så gengives bassen mere lineært - altså bedre - når højttaleren står tæt omgivet med bøger. Det skyldes, at den store flade, som bøgerne udgør, hjælper højttaleren til at give musikken krop og fylde.
- Fænomenet har ikke noget med bøgerne at gøre. Enhver stor flade, der omgiver højttaleren, vil virke på denne måde, men det er da en rar tanke, at man kan kombinere en god læseoplevelse med lidt god musik, smiler Ole Witthøft.

De prisvindende højttalere kan købes hos udvalgte forhandlere over hele landet. Liste over forhandlere og byer kan ses på System Audios hjemmeside http://system-audio.com/da/forhandlere/.

Om producenten System Audio
System Audio blev grundlagt i 1984 i kælderen hos indehaver Ole Witthøfts forældre, og med hjælp fra kammerater blev højttalerne samlet. I begyndelsen af 1990'erne rykkede virksomheden til den bygning i Valby, hvor indkøbscentret Spinderiet nu ligger. Siden 2002 har System Audio ligget i Roskilde og har 13 ansatte, som blandt andet står for montagen af 20.000 højttalere om året. System Audio eksporterer i dag til 41 lande. Læs mere på www.system-audio.com.

Yderligere information:
· Om Saxo 5: http://system-audio.com/da/produkt/sa-saxo-5-active-2/?v=dd65ef9a5579
· Om innovationsnetværket Dansk Lyds 100 års jubilæumsarrangement i Struer: http://www.eventbrite.com/e/100-years-of-sound-hjttalerens-100-ars-jubilum-registration-18754389885

Fotos:
Alle fotos er lige som teksten til fri benyttelse. Flere fotos kan fremsendes i høj opløsning.

Billeder


Pressekontakt

Ole Witthøft
  26161717

Firma

System Audio A/S
Klosterengen 137 L
4000 Roskilde, Danmark

  36 45 80 80

www.system-audio.com

Modtag nyheder fra System Audio på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire